USA er glad for arabisk støtte mod Libyen

USA bakker op om Den Arabiske Ligas opfordring til FN's Sikkerhedsråd om at oprette en flyveforbudszone over Libyen.

- Vi hilser Den Arabiske Ligas vigtige skridt velkommen. Det styrker det internationale pres på (Libyens leder, Muammar, red.) Gaddafi, og støtte til det libyske folk, hedder det i en erklæring fra det Hvide Hus.

Den Arabiske Liga har bedt FN's Sikkerhedsråd om at etablere en flyveforbudszone over Libyen og har dermed givet det regionale godkendelsesstempel, som ifølge Nato er helt afgørende for en mulig militær aktion.

- Det internationale samfund står sammen om at sende et klart signal om, at volden i Libyen skal stoppe, og at Gaddafi-regimet skal holdes ansvarligt, lyder det fra Det Hvide Hus.

Nato meddelte torsdag, at stærk arabisk støtte er en af de afgørende faktorer for, at en flyveforbudszone kan blive sat i værk. Andre faktorer er mere planlægning og et mandat fra FN's Sikkerhedsråd.

/ritzau/Reuters

USA glæder sig over arabisk opbakning til at indføre en flyveforbudszone over Libyen.

Offentliggjort Sidst opdateret