USA er skuffet over droppet israelsk besøg efter FN-resolution
John Kirby, der er talsmand for Det Hvide Hus, siger, at USA er skuffet og perpleks over, at en israelsk delegation har aflyst et besøg i USA denne uge. Foto: Jacquelyn Martin/Ritzau Scanpix
Israel har aflyst delegationsbesøg i Washington D.C., efter at USA afstod fra at stemme i FN's Sikkerhedsråd.
Det Hvide Hus siger mandag, at det er perpleks og skuffet over, at et planlagt besøg fra en israelsk delegation, der skulle have drøftet amerikanske bekymringer om en mulig landoffensiv i det sydlige Gaza, er blevet aflyst.
Israel aflyste besøget, efter at USA afstod fra at stemme ved en afstemning i FN's Sikkerhedsråd om en resolution, der kræver en øjeblikkelig våbenhvile i Gaza.
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, siger, at USA's handling skader Israels kamp mod den væbnede palæstinensiske gruppe Hamas.
- Vi er ret perplekse, siger John Kirby, der er talsmand for Det Hvide Hus.
Kirby sagde tidligere mandag, at den amerikanske regering er "meget skuffet" over, at delegationen ikke kommer på besøg alligevel, og at USA's afståelse fra at stemme ikke repræsenterer et skifte i USA's politik.
- Vi har været konsekvente i vores støtte til en våbenhvile som en del af en aftale om gidsler, sagde Kirby tidligere mandag.
En del af den resolution, der blev stemt igennem Sikkerhedsrådet mandag, indeholder også en opfordring til, at Hamas skal frigive de omkring 130 gidsler, der fortsat befinder sig i Gaza.
Gidslerne blev taget under Hamas' angreb på Israel 7. oktober.
Ved angrebet blev 1160 personer dræbt ifølge israelske tal.
Israels modangreb, hvis mål er at udslette Hamas, har dræbt mere end 32.000 ifølge sundhedsministeriet i Gaza, der er styret af Hamas.
USA har støttet Israel både militært og diplomatisk, men har udtrykt frustration over Netanyahu i takt med, at antallet af dræbte civile vokser.
Selv om delegationens besøg i USA er blevet aflyst, kommer der til at være et separat besøg af Israels forsvarsminister, Yoav Gallant.
Kirby siger, at Gallant skal mødes med USA's nationale sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan, tirsdag. Pentagon siger, at den israelske minister skal mødes med forsvarsminister Lloyd Austin dagen efter.
Drøftelserne mellem de to ministre kommer til at handle om frigivelse af gidslerne i Gaza og behovet for at få mere nødhjælp til de palæstinensiske civile, siger Pat Ryder, der er talsmand for Pentagon.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet