USA fanger næppe bin Laden levende

Osama bin Laden kommer aldrig til at blive stillet for retten i USA, erkender den amerikanske justitsminister, Eric Holder. Han mener nemlig ikke, at det nogensinde vil lykkes at fange lederen af terrornetværket al-Qaeda i live.

Holder kom med sin forudsigelse under en ophedet debat i Repræsentanternes Hus. Den amerikanske justitsminister sagde her, at det var langt mere sandsynligt, at man finde liget af bin Laden, end at han bliver retsforfulgt i USA.

- Lad os nu se realiteterne i øjnene, sagde Holder, og tilføjede, at Osama bin Laden "aldrig vil blive fremstillet i en amerikansk retssal".

Til trods for, at USA har udlovet en dusør på 25 mio. dollar for oplysninger, der kan føre til tilfangetagelsen af Osama bin Laden, er det endnu ikke lykkedes mere end ni år efter terrorangrebene på USA.

Allerede i 2003 erkendte USA's daværende viceforsvarschef, general Peter Pace, over for Ritzau, at tilfangetagelsen af al-Qaeda-lederen ikke længere var afgørende for den amerikanskledede krig mod terror.

 Under et besøg i Afghanistan påpegede general Pace, at der ikke længere var "enkeltpersoner, der er så vigtige som koalitionens fortsatte felttog mod terrorister, uagtet hvilket specifikt navn de måtte have".

- Dermed er ikke sagt, at vi ikke ville være glade for at fange Osama bin Laden i dag eller i morgen. Det er afgjort noget, vi gerne ville, men det er ikke afgørende for den ordentlige gennemførelse af krigen mod terrorisme i dette land eller andre steder i verden, sagde den firestjernede general til Ritzau.

/ritzau/AFP

USA's justitsminister: Vi kommer aldrig til af fange Osama bin Laden i live.

Offentliggjort Sidst opdateret