USA får grønt lys til at vaccinere små børn mod coronavirus
CDC mener, at fordelene ved Pfizers coronavaccine til små børn opvejer ulemperne. (Arkivfoto) Foto: Jeff Kowalsky/Ritzau Scanpix
Jeff Kowalsky/Ritzau Scanpix
28 millioner børn i USA fra 5 til 11 år kan nu få tilbudt Pfizer-vaccinen. Et vendepunkt, siger Joe Biden.
USA's Center for Sygdomsbekæmpelse og Forebyggelse (CDC) har officielt givet grønt lys til, at USA kan begynde at give covid-19-vaccinen fra Pfizer og BioNTech til børn mellem 5 og 11 år.
Det oplyser CDC selv tirsdag amerikansk tid ifølge nyhedsbureauet AFP.
Meldingen kommer, efter at rådgivere for CDC tidligere på dagen enstemmigt stemte for at anbefale Pfizer-vaccinen til børn i den aldersgruppe.
Dermed kan op mod 28 millioner amerikanske børn mellem 5 og 11 år nu få tilbud om at blive vaccineret mod coronavirus.
Ifølge CDC vejer fordelene ved at give børn vaccinen tungere end ulemperne.
USA's præsident, Joe Biden, kalder godkendelsen af vaccinen til yngre børn "et vendepunkt" i kampen mod pandemien.
Vaccinationen "kan stoppe måneders bekymringer blandt forældre og mindske det omfang, som børn spreder virusset til andre", siger Biden i en erklæring fra Det Hvide Hus ifølge AFP.
- Dette er et kæmpe skridt fremad for vores land i vores kamp for at besejre virusset, tilføjer han.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters udtaler Joe Biden videre, at vaccinationen af de yngre børn vil gå i gang i de kommende dage og vil være fuldt oppe at køre i næste uge.
Fredag i sidste uge godkendte den amerikanske lægemiddelstyrelse (FDA) Pfizer-vaccinen til nødbrug til børn mellem 5 og 11 år.
FDA slog for nylig fast, at vaccinen er yderst effektiv mod coronavirus. Det skete, kort tid efter at Pfizer selv meddelte, at vaccinen har en effektivitet på omkring 91 procent hos yngre børn.
Vaccinedosen til børn er væsentligt mindre, end den er til voksne.
FDA har således godkendt en dosis på ti mikrogram af Pfizers vaccine til små børn. Dosen til dem over 12 år er normalt på 30 mikrogram.
Ifølge CDC-direktør Rochelle Walensky er antallet af hospitalsindlæggelser blandt børn steget under den seneste smittebølge med Delta-varianten i USA.
Hun siger, at risikoen forbundet med covid-19 er "langt højere sammenlignet med mange andre sygdomme, som vi vaccinerer børn mod".
Rochelle Walensky siger videre, at skolelukninger har haft skadelige sociale og mentale sundhedsindvirkninger på børn.
- Børnevaccinationer har magten til at hjælpe os med at ændre alt dette, siger hun.
Kun få andre lande i verden, herunder Kina, Cuba og De Forenede Arabiske Emirater, har indtil videre godkendt covid-19-vacciner til små børn.
I øjeblikket er Pfizer-vaccinen kun godkendt til brug til børn ned til 12 år i Danmark.
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker