USA forbereder sig på konflikter i rummet - Kinas planer bekymrer

Kinesiske astronauter ses her på Kinas rumstation, der har været bemandet siden juni 2022. Kina har de seneste år skruet op for rumambitioner og sigter efter at blive en supermagt i rummet. (Arkivfoto). Foto: -/Ritzau Scanpix

Nasa-chef frygter, at Kina vil gøre krav på uudforsket område af Månen. USA overvejer at få en direkte kommunikationslinje til Kina for at forhindre rumkriser.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Vi vil komme først.

Ordene kommer fra Nasa-chef Bill Nelson.

USA er "i et rumkapløb med Kina om at vende tilbage til Månen", og Nelson vil gøre alt i sin magt for, at USA vinder det ræs.

Udtalelserne til BBC giver mindelser om 1960'er og 1970'erne, hvor den amerikanske rumorganisation var i et rumkapløb med Sovjetunionen.

Et halvt århundrede senere er det Kina, som USA ser som den primære udfordrer.

Kina er det eneste land, der har sin egen rumstation. Og så har Kina, ligesom flere andre lande, ambitioner om at lande på Månens sydlige pol.

Et uudforsket område, hvor forskere tror, at der kan gemme sig store mængder is, som kan bruges til at udvinde brændsler og ilt såvel som drikkevand.

- Min bekymring er, at vi finder vand på Månens sydlige pol, men at Kina er kommet dertil først og siger: "Det her er vores område. I må ikke komme her. Det er vores", siger Bill Nelson til BBC.

Kina har forpligtet sig til "fredelig udforskning af rummet", og landet har tidligere afvist amerikanske bekymringer om det kinesiske rumprogram. Men det har tilsyneladende ikke beroliget amerikanerne.

Nasa har skruet op for investeringerne de seneste år og får blandt andet private selskaber som Elon Musks SpaceX til at klare opgaver for sig.

Det giver konkurrencemæssige fordele og hjælper USA med at holde sig foran Kina, fordi man inddrager "kreativiteten fra entreprenører i den private sektor", som Nelson forklarer det.

Der har længe været kold luft mellem USA og Kina. Forholdet er blevet beskrevet som dårligste i årtier mellem de to stormagter.

Derfor forbereder USA sig også på, at der kan opstå konflikter i rummet. Det fortæller general Bradley Chance Saltzman, chef for de amerikanske rumstyrker, til Reuters.

Der er aktuelt drøftelser om, hvorvidt man skal oprette en direkte kommunikationslinje til Kina for at forhindre kriser i rummet.

Nasa-chef Bill Nelson er bekymret for, at Kina kommer til Månens sydlige pol før USA og gør krav på området, der kan gemme på store mængder is, som potentielt kan bruges til at udvinde brændsler og ilt såvel som drikkevand. (Arkivfoto). Foto: Win Mcnamee/Ritzau Scanpix

Det kan vise sig særdeles brugbart til at nedtrappe spændinger, hvis de skulle opstå, siger han og tilføjer, at USA endnu ikke har inddraget Kina i diskussionerne.

- Vi har fra amerikansk side talt om som et minimum at åbne en kommunikationslinje for at sikre os, at hvis der er en krise, så ved vi, hvem vi kan kontakte, siger Saltzman.

Han tilføjer, at det er op til præsident Joe Biden og udenrigsministeriet at diskutere overvejelsen med Kina.

Hans kommentarer er kommet, på et tidspunkt hvor de amerikanske rumstyrker arbejder på at etablere en afdeling i Japan.

Ifølge generalen er det nødvendigt med et tættere samarbejde med ligesindede lande som Japan.

Det er afgørende for at holde øje med og forstå aktiviteten i rummet og forhindre Kina i aktiviteter, der er i gråzonen for, hvad der er tilladt.

Det kan for eksempel være at blokere for signal fra satellitter.

Ifølge general Bradley Chance Saltzman, chef for de amerikanske rumstyrker, overvejer USA at oprette en direkte linje til Kina for at forhindre kriser i rummet. Det kan vise sig brugbart til at nedtrappe spændinger, hvis de skulle opstå, siger han. (Arkivfoto). Foto: Andrew Harnik/Ritzau Scanpix

- Vi er nødt til at kunne se de faresignaler og være opmærksomme på, hvad de gør, så vi kan sige fra. Det handler om at være hypersensitive, så vi ikke bliver ofre for gråzoneaktiviteter, siger Saltzman.

Den amerikanske rumstyrke, som blev dannet i 2019, har heller ikke en direkte kommunikationslinje med sin russiske pendant.

/ritzau/

Kina vil være en supermagt i rummet

* Kina har siden juni 2022 haft mandskab på landets første permanente rumstation. Kina er det tredje land i historien til at have sendt astronauter i rummet og have bygget en rumstation efter Sovjetunionen (i dag Rusland, red.) og USA.

* Kina håber, at landets rumstation vil erstatte Den Internationale Rumstation (ISS), når den efter planen tages ud af drift i 2031. Kina er ikke en del af det internationale samarbejde om rumstationen og har derfor aldrig haft astronauter på ISS.

* Kina har ambitioner om inden for de kommende år at tage prøver fra asteroider tæt på Jorden. Nasa fik for nylig for første gang i amerikansk rumfart bragt asteroideprøver til Jorden.

* I 2030 sigter Kina efter at have sat sine første astronauter på Månen og at have sendt rumsonder afsted til at indsamle prøver fra Mars og Jupiter. Målet er at være en supermagt i rummet i 2045.

Kilde: BBC.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu