USA fordømmer soldaters angivelige kup mod Guineas præsident
Specialstyrker fra Guineas hær har angiveligt udført et kup mod præsident Alpha Condé. Foto: Cellou Binani/Ritzau Scanpix
Cellou Binani/Ritzau Scanpix
Specialstyrker fra Guineas hær, der tilsyneladende har taget magten, forsikrer, at præsidenten er uskadt.
USA fordømmer søndagens begivenheder i Guineas hovedstad, Conakry, hvor specialstyrker fra hæren angiveligt har væltet landets mangeårige præsident, Alpha Condé.
I en erklæring udtaler det amerikanske udenrigsministerium, at vold og eventuelle overtrædelser af forfatningen blot vil ødelægge Guineas udsigter til fred, stabilitet og velstand.
- USA fordømmer dagens begivenheder i Conakry, udtaler ministeriet søndag amerikansk tid.
- Disse handlinger kan vise sig at begrænse USA's - og Guineas øvrige internationale partneres - støtte til landet, idet det forsøger at finde en vej mod national samling og en lysere fremtid for det guineanske folk, står der.
Militærjuntaen, der ser ud til at have taget magten i Guinea, oplyser, at præsident Alpha Condé er uskadt.
Juntaen garanterer således for præsidentens velbefindende og siger, at han har haft adgang til sine læger.
Gruppen af soldater fra Guineas specialstyrkeenhed, der tilbageholdt Alpha Condé søndag morgen lokal tid efter kraftig skududveksling i hovedstaden, siger, at regionale guvernører er blevet erstattet af militære chefer.
Afgående ministre og institutionsledere er inviteret til et møde i parlamentet mandag formiddag.
Det oplyste soldaterne tidligere søndag i en erklæring i Guineas statslige radio.
- Manglende deltagelse vil blive betragtet som et oprør mod CNRD, lød det fra gruppen af specialstyrker med henvisning til sit valgte navn, National Rally and Development Committee.
Tidligere søndag var også FN's generalsekretær, António Guterres, ude at fordømme begivenhederne.
- Jeg fordømmer på stærkeste vis enhver afsættelse af regeringen ved våbnets magt og opfordrer til præsident Alpha Condés øjeblikkelige løsladelse, skrev Guterres på Twitter.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker