USA forlod vigtig militærbase i Afghanistan uden varsel
General Asadullah Kohistani fortæller, at det afghanske militær først fandt ud af, at amerikanerne havde forladt basen, flere timer efter at det var sket. Foto: Rahmat Gul/Ritzau Scanpix
Rahmat Gul/Ritzau Scanpix
Afghansk general forventer, at Taliban snart vil angribe Bagram, hvor 5000 fanger fra gruppen er fængslet.
Amerikanske soldater forlod den vigtige militære luftbase i Bagram, Afghanistan, midt om natten og uden varsel. Det skete klokken 03.00 lokal tid natten til fredag i sidste uge.
Det siger den nye mand i spidsen for basen, general Asadullah Kohistani, til det britiske medie BBC.
Han fortæller, at det afghanske militær først fandt ud af, at amerikanerne havde forladt basen, flere timer efter at det var sket.
Et fængsel med op mod 5000 fanger fra Taliban er også en del af basen.
Taliban er på fremmarch i Afghanistan, efter at internationale styrker er begyndt at trække sig ud af landet.
Og general Kohistani forventer, at Taliban snart vil angribe Bagram.
Han siger, at han allerede har modtaget meldinger om, at den militante islamistiske bevægelse rører på sig i nærliggende områder.
Og han understreger, at de afghanske styrker ikke har samme "kraft" som de amerikanske.
- I ved, at hvis vi sammenligner os med amerikanerne, så er der en stor forskel.
- Men vi forsøger efter vores evner at gøre vores bedste og så meget som muligt for at passe på befolkningen, siger han.
Oberst Sonny Leggett, talsmand for det amerikanske militær, er blevet spurgt ind til det angiveligt pludselige farvel til basen.
Han henviser til en erklæring fra sidste uge, hvoraf det fremgår, at USA's styrker havde koordineret afgangen fra forskellige baser med afghanske ledere.
Bagram-basen har været helt central for amerikanske operationer i det krigshærgede land. Her har en langvarig krig siden 2001 været udkæmpet mod Taliban og al-Qaeda.
Det er den største militære luftbase i landet. Den ligger 50 kilometer nord for den afghanske hovedstad, Kabul.
Kohistani fortæller ifølge nyhedsbureauet AFP, at mangel på en klar plan for overgangen har gjort opgaven endnu sværere.
Han understreger dog samtidig, at de afghanske styrker kan holde basen sikker, og at han har nok soldater til opgaven. Han er i spidsen for omkring 3000 soldater.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned