USA forsøger at forhandle våbenhvile i Gaza på mindst seks uger
Jordans kong Abdullah II mødes med den amerikanske præsident, Joe Biden, i Det Hvide Hus mandag 12. februar. Foto: Kevin Lamarque/Reuters
USA arbejder på en gidselaftale, som kan medføre en øjeblikkelig periode med ro i Gaza på mindst seks uger.
USA forsøger at forhandle en våbenhvile i Gazastriben på "mindst seks uger", som en del af en større aftale, der også indeholder løsladelsen af gidsler.
Det siger den amerikanske præsident Joe Biden mandag på et pressemøde i Det Hvide Hus med Jordans kong Abdullah.
- USA arbejder på en gidselaftale mellem Israel og Hamas, og som kan medføre en øjeblikkelig og vedvarende periode med ro i Gazastriben på mindst seks uger, siger Biden.
Biden siger tilmed, at civile, som søger ly i byen Rafah i den sydlige del af Gazastriben tæt på grænsen til Egypten, "skal beskyttes", alt imens Israel har varslet en landoffensiv i byen.
Mere end en million fordrevne palæstinensere har søgt ly i Rafah på et meget begrænset område, efter at store dele af Gazastribens befolkning de seneste måneder er flygtet sydpå for at undslippe kamphandlingerne længere mod nord.
Under mødet siger kong Abdullah at verden "ikke har råd til et israelsk angreb" på Rafah.
- Det er helt sikkert, at det vil skabe endnu en humanitær katastrofe. Vi kan ikke stå på sidelinjen og lade dette fortsætte, siger den jordanske konge.
- Vi har brug for en vedvarende våbenhvile nu. Denne krig må slutte.
Kong Abdullah har gentagne gange presset på for en ubetinget våbenhvile i Gazastriben.
USA har konsekvent nægtet at opfordre til ubetinget våbenhvile, fordi USA bakker op om Israels mål om at besejre Hamas. USA opfodrer i stedet til kortere pauser i kamphandlingerne med gidselaftaler.
Biden er dog begyndt at være hårdere i retorikken om Israels offensiv i Gazastriben.
Den amerikanske præsident udtalte torsdag i sidste uge den hidtil skarpeste kritik mod Israel, da han sagde, at Israels gengældelse for Hamas' angreb 7. oktober havde være "overdrevet".
Krigen i Gazastriben startede, efter at Hamas angreb Israel 7. oktober. Angrebet kostede ifølge Israel 1160 mennesker livet.
I forsøget på at eliminere Hamas iværksatte Israel en enorm militær offensiv i Gazastriben, der ifølge Gazas sundhedsministerium har dræbt mindst 28.064 mennesker.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker