USA forsvarer sin beslutning om at sende den tidligere ambassadør Frank Wisner til Egypten som landets særlige udsending, selvom om topdiplomaten er ansat i et firma, der tidligere har arbejdet for Egyptens udskældte præsident, Hosni Mubarak.
Wisner blev lørdag kritiseret af sin egen regering for at foreslå, at Mubarak skal styre Egypten gennem en overgangsperiode med demokratiske reformer. Mange tusinde egyptere har i over to uger demonstreret for at fremtvinge Mubaraks afgang.
Topdiplomaten har tidligere været USA's ambassadør i blandt andet Egypten og Indien. Siden 2009 har han arbejdet for Patton Boggs, et amerikansk advokatfirma, som har repræsenteret Egypten og andre arabiske lande.
Philip Crowley, talsmand i det amerikanske udenrigsministerium, siger, at regeringen kender til Wisners ansættelse hos Patton Boggs, men anser ham for at være "en distingveret diplomat" som kender Egypten.
- Vi følte, at han var i en unik position til at have den type samtale, som vi mente var nødvendig i Egypten, siger Crowley.
Robert Gibbs, talsmand i Det Hvide Hus, siger, at Wisner blev valgt som særlig udsending, fordi han har "erfaring med egyptisk politik".
Ed Newberry, talsperson for Patton Boggs, siger, at firmaet repræsenterede egyptiske interesser indtil midten af 1990'erne, hvilket var længe før Wisner blev ansat.
Det var journalisten Robert Fisk, der har dækket Mellemøsten i mange år for avisen The Independent, som satte spørgsmålstegn ved Wisners rolle i Egypten.
- Hvorfor i alverden blev han sendt for at tale med Mubarak, der faktisk er en klient hos Wisners nuværende arbejdsgiver? spurgte Fisk.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker