USA frygter massive oversvømmelser

Indbyggerne i byer langs Mississippi-floden står muligvis over for de værste oversvømmelser, som floden har udløst i mange årtier.

Vandet stiger og stiger. Meteorologerne advarer om, at det på tirsdag kan stå så slemt til, at vandet i Memphis i Tennessee står fire meter højere end normalt.

I de næste par uger ventes det, at oversvømmelserne vil bevæge sig længere ned ad floden, der er den længste i USA.

Avisen Commercial Appeal i Memphis skriver, at indbyggerne i 1000 boliger allerede er evakueret, og flere lavtliggende områder står nu under vand.

Indtil nu har de værste oversvømmelser været i området, hvor floderne Ohio og Mississippi mødes. Vandet føres nu sydpå med den mægtige Missisippi-flod.

Meteorologerne siger, at i nogle områder kan vandet måske stige op til 19,5 meter.

De hidtil værste oversvømmelser var i 1927 og i 1937, men i de næste par uger kan det blive værre, lyder advarslen.

/ritzau/dpa

Vandet stiger i Mississippi-floden. Og det bliver det ved med. Frygt for de værste oversvømmelser i årtier.

Offentliggjort Sidst opdateret