USA frygtes at stå over for en gambling-epidemi efter lovændring

Efter en højesteretsdom i 2018 har amerikanske delstater kunnet tillade online sportsbetting. Siden har 38 stater gjort det lovligt. Sideløbende er reklamer for sportsvæddemål dukket op i gadebilledet i stigende omfang - her på Fenway Park i Boston, Massachusetts, i juni. Foto: Brian Snyder/Reuters

I USA har et stigende antal mennesker og især unge mænd store problemer med spilafhængighed, siden en dom gjorde online betting lovligt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Da Asher første gang tog til et møde i Anonyme Gamblere i Los Angeles i 2022, var der kun mødt få andre personer op.

Men siden har noget ændret sig. I dag er der ofte et fremmøde på 60 personer til møderne, hvoraf mange af de nytilkomne er unge mennesker, som er afhængige af sportsvæddemål online - betting.

Asher, hvis rigtig navn er redaktionen bekendt, blev selv først grebet af online poker. Og derfra tog hans afhængighed fart.

- Det er bare så let at åbne en konto til at spille online, siger han.

- På et tidspunkt havde jeg tabt mere end 500.000 dollar (omkring 3,4 millioner kroner, red.) på grund af min afhængighed og mistede næsten også min familie.

Ifølge Timothy Fong, som er professor ved Gambling Studies på universitetet i Californien, UCLA, var afvænningsklinikker for spilafhængige før i tiden fulde af ældre mennesker, som havde mistet deres opsparing på kasino eller var afhængige af spillemaskiner.

Men i dag er det især unge mænd, der er afhængige af at spille online, at foretage risikofyldt handel med kryptovaluta og aktier og i stigende grad online sportsbetting.

Der kan blandt andet spilles på NFL Football-kampe, som her hvor Kansas City Chiefs møder Detroit Lions på Arrowhead Stadium i Kansas City. (Arkivfoto). Foto: Reed Hoffmann/Ritzau Scanpix

- Alt er forandret. Vi er i anden halvleg af en gambling-krise, siger Timothy Fong.

Han tilføjer, at det endnu er usikkert, om det bliver lige så alvorligt som den opioidkrise, som amerikanerne samtidig står i.

Tusindvis af amerikanere er afhængige af opioider gennem brug af smertestillende medicin - med ødelæggende konsekvenser for dem og deres familier til følge.

Når det gælder onlinegambling, var en højesteretsdom i 2018 skelsættende i USA. Indtil da var sportsbetting ulovligt.

Men siden dommen har 38 stater og forbundsdistriktet Columbia gjort det lovligt ifølge brancheorganisationen American Gaming Association.

Den samlede omsætning i branchen var mere end 11 milliarder dollar i 2023. Det svarer til omkring 75 milliarder kroner.

Der er også en økonomisk gulerod for det offentlige i at gøre det lovligt.

Skatteindtægter fra sportsvæddemål udgjorde mere end 505 millioner dollar i tredje kvartal sidste år.

Det er en stigning på 20 procent i forhold til samme periode året før, viser en tidligere opgørelse fra Census Bureau, der leverer data om amerikansk økonomi.

Når flere spiller, er der tilsyneladende også flere, der bliver afhængige.

Sidste år havde hjælpelinjer for spilafhængige i Florida dobbelt så mange opkald som året før. Det skete, efter at en ny app til sportsvæddemål var blevet lanceret i staten.

- Mange af dem, som ringer til hjælpelinjen, har spillegæld, der er mere end dobbelt så stor som deres årlige indkomst, siger Keith Whyte, direktør i rådet for spilafhænghed i USA, National Council on Problem Gambling.

Her driver man også en hjælpelinje, som har registreret en fordobling i opkald og henvendelser fra 2020 til 2023.

Ifølge Keith Whyte er det problematisk, at otte af staterne, hvor det er lovligt at spille om penge på nettet, ikke har et offentligt tilbud mod spilafhængighed. Og i flere stater er der kun begrænset adgang til behandling.

I spilindustrien lyder svaret, at man ingen interesse har i at skabe afhængighed.

Og Joe Maloney, senior vicepræsident hos American Gaming Association, mener, at niveauet for "problematisk spil" er lavt.

- Ansvarlig leg er grundlaget for bæredygtig vækst, sagde han.

Spilindustrien i USA har indført standarder for ansvarlig reklame for online sportsbetting. Det indebærer blandt andet, at reklamer skal rettes mod et publikum over 21 år, og at det skal fremgå, at betting indebærer en risiko.

/ritzau/Reuters

Betting er væddemål om sport

* Gambling defineres som spil om penge.

* Det kan eksempelvis være sportsbetting - altså væddemål om sportsbegivenheder som eksempelvis fodboldkampe.

* Det kan også være skrabelodder, spilleautomater, onlinekasino, poker eller andet.

* Spillet kan både være online og fysisk for eksempel i en kiosk, på et kasino eller i en spillehal.

* I Danmark er aldersgrænsen for de fleste spil om penge 18 år.

* Alle pengespil er designet til at udløse signalstoffet dopamin i hjernen. Det gør, at man får lyst til at gentage en handling.

* Des mere risikofyldt et spil er, jo mere dopamin vil udløses.

* Hvis man spiller ofte, kan det betyde, at hjernen vil nedregulere sin følsomhed over for dopamin. Det kan gøre det sværere at opleve glæde ved andre ting.

* Hvis man har problemer med spilafhængighed i Danmark, kan man få hjælp hos StopSpillets hjælpelinje på 70222825.

Kilde: Spillemyndigheden.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu