En af sønnerne til Muammar Gaddafi, Libyens faldne enehersker, sidder nu i husarrest i nabolandet Niger.
Det siger det amerikanske udenrigsministerium.
- Vi forstår det sådan, at han bliver tilbageholdt i en statslig hotelpension, siger talspersonen Victoria Nuland i Washington.
- Det er i al væsentlighed en husarrest, tilføjer hun ifølge nyhedsbureauet AFP.
Amerikanerne mener, at det er "passende", hvis Niger og oprørsregeringen i Libyen sammen finder ud af, hvad de nu stiller op med Gaddafi-sønnen.
Den 38-årige Saadi, som er den tredje i rækken af Gaddafis i alt syv sønner, ankom søndag til det vestafrikanske land. Det skete i en konvoj sammen med andre repræsentanter fra det kollapsede regime i Libyen.
Saadi Gaddafi, der opfattes som en slags playboy-figur med hang til luksus, blev i 2003 hyret til at spille professionel fodbold for den italienske førstedivisionsklub Perugia.
Han nåede dog nærmest ikke at sparke til en bold, før han blev testet positiv for anabolske steroider. Derefter lagde han fodboldkarrieren på hylden for at lede en eliteenhed i den libyske hær.
Niger lovede i sidste uge at respektere internationale aftaler, hvis eftersøgte libyske statsborgere kommer til landet.
Lørdag meddelte regeringen, at tre tidligere topfolk i Muammar Gaddafis hær var flygtet til Niger, inklusive den tidligere chef for Libyens flyvevåben.
Nigers regering fastholder, at Muammar Gaddafi ikke befinder sig inden for landets grænser.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde