USA går flere veje for at få Iran til at droppe angreb mod Israel

- Alle parter må afholde sig fra en optrapning, lyder det fra Blinken fra Det Hvide Hus, hvor han har mødtes med Australiens udenrigsminister, Penny Wong. Han henviser til konflikten i Mellemøsten, der den seneste tid har fået nye spændingspunkter. Foto: Kevin Mohatt/Reuters

USA arbejder stort set døgnet rundt på at løsne spændingerne i Mellemøsten, som er taget til, lyder det.

Offentliggjort Sidst opdateret

USA udenrigsministerium har gennem dets ambassader ude i verden bedt en række lande overbevise Iran om, at et angreb mod Israel ikke er i Irans egen interesse.

Det fortæller en talsperson for ministeriet natten til tirsdag dansk tid.

Samtidig kalder udenrigsminister Antony Blinken disse dage for et "kritisk øjeblik" for regionen.

USA er "engageret i et intenst diplomati stort set døgnet rundt" i et forsøg på at løsne op for spændingerne i Mellemøsten, siger han.

Der er frygt for, at Iran er i fuld gang med forberedelserne af et gengældelsesangreb mod Israel.

Ismail Haniyeh, som var den politiske leder for den militante palæstinensiske gruppe Hamas, blev dræbt i Irans hovedstad, Teheran, sidste uge.

Det har skabt alvorlige bekymringer for, om krigen mellem Israel og Hamas i Gazastriben er ved at udvikle sig til en regional konflikt.

Iran har givet Israel skylden og lovet at "straffe" ærkefjenden. Israel har endnu ikke bekræftet, at det er deres militær, som står bag likvideringen.

- Alle parter må afholde sig fra en optrapning, lyder det fra Blinken fra Det Hvide Hus, hvor han har mødtes med Australiens udenrigsminister, Penny Wong.

- Alle parter må tage skridt for at løsne spændingerne. En eskalering er ikke i nogens interesse. Det vil kun føre til mere konflikt, mere vold, mere usikkerhed.

Det Hvide Hus har oplyst, at præsident Joe Biden og vicepræsident Kamala Harris er blevet briefet om udviklingen af situationen i Mellemøsten. Det er sket med deres hold af rådgivere i national sikkerhed.

Her fik de ifølge Reuters at vide, at det stadig er uklart, om Iran og den væbnede shiamuslimske bevægelse Hizbollah vil angribe Israel. Ligeledes er "detaljerne ved sådan et angreb" uklare, siger en amerikansk embedsmand.

/ritzau/Reuters