Da chefen for den amerikanske centralbank Ben Bernanke onsdag aflagde rapport om landets økonomi, var meldingen klar. Amerikanerne må acceptere en langsom genopretning af økonomien, og fremtiden er "usædvanligt uklar".
Bernanke sagde også, at det kan blive nødvendigt for centralbanken at tage yderligere skridt for at stimulere økonomien. I øjeblikket er diskontoen i USA reelt set på nul procent.
- Vi er stadig klar til at gribe yderligere ind politisk, hvis det er nødvendigt for, at vi kan vende tilbage til en fuld udnyttelse af vores nations produktive potentiale i sammenhæng med prismæssig stabilitet, siger Bernanke ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Bernanke gav ikke særligt konkrete bud på, hvordan han vil skabe større vækst og det er problematisk, siger analytiker.
- Reaktionen er reelt set ved at blive til en spasme af afmagt. Markedet ledte efter en form for konkret handling fra Bernanke, en forpligtelse til at gøre noget, siger Brian Nolan, der er chefanalytiker i valuta hos Forex.com ifølge Reuters.
Hele 8,5 millioner job forsvandt fra den amerikanske økonomi i 2008 og 2009. Det kommer ifølge Bernanke til at tage lang tid, før disse job bliver genskabt, da forbruget stadig kun stiger moderat.
Onsdag underskrev USA's præsident, Barack Obama, en omfattende finansreform, der skal fungere som et værn mod en fremtidig økonomisk krise. Bernanke roste præsidenten for reformviljen.
Centralbanken forventer, at den amerikanske økonomi vokser med op imod 3,5 procent i 2010. Forbruget steg med 2,5 procent i løbet af første halvår af 2010. I godt et halvt år har arbejdsløsheden stået fast omkring 9,5 procent.
/ritzau/
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet