USA giver Haiti 110 millioner dollar i sikkerhedsbistand
17-årige Sevenson bærer sin 3-årige lillesøster i skole. På deres vej går de forbi en udbrændt bil i Canape Vert-nabolaget i Port-au-Prince. Billedet er taget 18. juni 2024. Foto: Roberto Schmidt/Ritzau Scanpix
USA rækker en hånd til Haiti, som i flere år har været plaget af voldsom bandevold og uro.
USA's regering har besluttet at sende næsten 110 millioner dollar, svarende til omkring 765 millioner kroner, til Haiti.
Det oplyser en talsperson fra det amerikanske udenrigsministerium til nyhedsbureauet Reuters.
Talspersonen siger, at USA's udenrigsminister, Antony Blinken, har taget beslutningen, efter at udenrigsministeriet har givet flere end 100 briefinger om sagen i Kongressen.
- Sikkerhedssituationen i Haiti er fortsat uholdbar på grund af voldelige bander. Befolkningen i Haiti kan ikke vente, siger talspersonen.
Midlerne dækker over 95 millioner dollar som støtte til en sikkerhedsmission og 15 millioner dollar til Haitis nationale politistyrke, som bekæmper bandekriminalitet.
Biden-regeringens beslutning omgår en månedlang tilbageholdelse af midlerne, som republikanske lovgivere har håndhævet.
- Biden-regeringens valg om at underkende den tilbageholdelse, som jeg har lagt på de amerikanske skatteyderes penge til den dårligt gennemtænkte Haiti MSS (Multinational Security Support Mission, red.), er ekstremt skuffende, lyder det fra den republikanske senator Jim Risch, som er medlem af Senatets udenrigsudvalg.
Risch og formanden for udenrigsudvalget i Repræsentanternes Hus, Michael McCaul, sagde i marts, at de tilbageholdt midlerne til Haiti, fordi de ønskede "mange flere detaljer", før de ville godkende midlerne.
Udenrigsministeriet sagde på daværende tidspunkt, at det talte med Kongressen om en godkendelse af midlerne, som bliver betragtet som altafgørende for indsættelsen af kenyansk politi i Haitis gader.
Haiti har i flere år været plaget af voldsom bandevold og uro. Uroen har resulteret i begrænsede forsyninger af fødevarer, og at tusindvis af haitianere har måttet flygte fra deres hjem.
Det er Senatets udenrigsudvalg, der har bemyndigelse til at godkende midlerne, men regeringen kan underkende beslutningen om at tilbageholde dem, hvis situationen er ekstrem nok til at berettige det.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde