USA godkender Pfizers coronapille: Det er et enormt skridt
Behandlingen Paxlovid, der består af to piller, skal tages cirka hver 12. time i fem døgn så hurtigt som muligt efter konstateret smitte. Den er godkendt til sårbare personer på 12 år eller mere i USA. Foto: Pfizer/Ritzau Scanpix
Pfizer/Ritzau Scanpix
Særligt sårbare personer på 12 år eller mere kan nu behandles mod coronasygdom med en særlig pille i USA.
USA har onsdag godkendt en særlig pillebehandling mod coronasygdom og dermed taget et potentielt afgørende skridt i kampen mod pandemien.
Sådan lyder det fra den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA.
Pillebehandlingen er udviklet af medicinalselskabet Pfizer, der også har været med til at udvikle en coronavaccine sammen med BioNTech.
Den er godkendt til brug hos særligt sårbare personer på 12 år eller mere.
- Med dagens godkendelse introducerer vi den første behandling mod covid-19 i form af en pille, der tages oralt. Det er et enormt skridt i kampen mod den her globale pandemi, siger Patrizia Cavazzoni, forsker ved FDA.
Behandlingen består af i alt to piller under navnet Paxlovid.
De skal tages cirka hver 12. time i fem døgn. Behandlingen skal sættes i gang så hurtigt som muligt efter konstateret smitte.
I et studie blandt 2200 personer har behandlingen vist sig at nedbringe risikoen for indlæggelse og dødsfald hos sårbare med 88 procent.
- Den her behandling er et gennembrud, der har vist sig at kunne reducere antallet af indlæggelser og dødsfald betragteligt. Og så kan det tages hjemmefra. Det vil ændre måden, vi behandler covid-19 på.
- Forhåbentlig vil det også være med til at reducere presset på vores sundhedssystem og på hospitalerne, siger Pfizers direktør, Albert Bourla.
Et andet medicinalselskab, Merck, har også udviklet en pille til coronabehandling. Lægemidlet har navnet Legavrio.
Sundhedsstyrelsen i Danmark har godkendt Mercks pille til behandling af personer på 18 år eller mere med øget risiko for et alvorligt coronaforløb.
Den danske regering har i alt afsat omkring 450 millioner kroner til indkøb af de to typer pillebehandling. Knap 50 millioner kroner er afsat til Mercks behandling, mens godt 400 millioner kroner er afsat til Pfizers.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde