USA gransker kontrol med saudisk militærtræning efter angreb
FBI har afspærret et område omkring den militærbase i Florida, hvor en sekondløjtnant fra det saudiarabiske luftvåben fredag dræbte tre og sårede otte andre, inden han selv blev dræbt af politiets skud. Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Handout/Ritzau Scanpix
Flere politikere vil have suspenderet militær træning for det saudiske luftvåben i USA efter skuddrab fredag.
Den amerikanske forsvarsminister, Mark Esper, har bedt om en gennemgang af kontrolprocedurerne i forbindelse med et saudiarabisk militært træningsprogram i USA.
Det siger han søndag, to dage efter at en 21-årig soldat fra det saudiarabiske luftvåben dræbte tre personer og sårede otte andre på en flådebase i den amerikanske delstat Florida.
Flere fremtrædende politikere, blandt andre den republikanske senator Lindsey Graham, vil have træningsprogrammet suspenderet.
- Jeg kan godt lide allierede. Saudi-Arabien er en allieret, men der er noget grundlæggende helt galt her, siger Graham til Fox News.
- Vi bliver nødt til at suspendere det saudiarabiske program, indtil vi finder ud af, hvad der er foregået.
Forbundspolitiet FBI meddelte tidligere søndag, at det indtil videre efterforsker sagen som en terrorhændelse, men at omstændighederne skal klarlægges.
USA's nationale sikkerhedsrådgiver, Robert O'Brien, gik et skridt længere:
- For mig at se lader det til at være et terrorangreb, siger han til tv-stationen CBS.
FBI er ved at undersøge, om den 21-årige saudiarabiske soldat handlede på egen hånd, "eller om han var en del af et større netværk", siger Rachel Rojas, leder hos FBI i Florida.
- Vi vurderer på nuværende tidspunkt, at der var én gerningsmand, der udførte dette angreb, og der er ikke foretaget anholdelser i sagen.
Den 21-årige soldat blev selv skudt og dræbt af en betjent.
Saudi-Arabien er en af USA's nærmeste allierede i Mellemøsten.
Saudi-Arabiens kong Salman har fordømt skyderiet og sagt, at gerningsmanden "ikke repræsenterer det saudiske folk".
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet