USA har angrebet Islamisk Stat i Syrien
På dette foto fra Irak i 2014 ses militante medlemmer af Islamisk Stat, en yderliggående islamistisk bevægelse, der udråbte et kalifat i store dele af Syrien og Irak. I 2019 blev gruppen erklæret nedkæmpet, omend der fortsat er mindre celler rundt om i blandt andet Syrien. (Arkivfoto). Foto: Uncredited/Ritzau Scanpix
Amerikanske fly har ramt over 75 mål, herunder Islamisk Stats træningslejre i Syrien, meddeler kommandoenhed.
USA har søndag udført en række luftangreb mod bevægelsen Islamisk Stat (IS) i Syrien.
Det meddeler den centrale kommandoenhed, Centcom, i USA's forsvarsministerium.
Amerikanske styrker har gennemført "dusinvis af præcisionsangreb" mod IS-træningslejre samt den yderliggående islamistiske bevægelses ledere og fodsoldater.
Over 75 mål, der er knyttet til IS, er angiveligt blevet ramt.
Det er sket som led i "den igangværende mission for at forstyrre, svække og besejre" Islamisk Stat, skriver Centcom på det sociale medie X.
- Evaluering af skaderne er i gang. Der er ikke tegn på civile tab, lyder det videre.
Det er ikke første gang i år, at USA retter angreb mod Islamisk Stat. Men søndagens angreb kommer i kølvandet på en lynoffensiv fra oprørsgruppen Hayat Tahrir al-Sham, der har væltet Syriens præsident, Bashar al-Assad.
- Vi vil ikke lade IS genopstå og drage fordel af den nuværende situation i Syrien, udtaler general Michael Erik Kurilla i meddelelsen fra Centcom.
- Alle organisationer i Syrien skal vide, at vi vil holde dem ansvarlige, hvis de samarbejder med eller støtter IS på nogen måde.
USA står i spidsen for en international koalition, der i 2019 sammen med kurdiske styrker kunne erklære Islamisk Stat nedkæmpet i Syrien og Irak.
Fem år forinden havde bevægelsen udråbt et kalifat - altså et islamisk styre.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters har USA 900 soldater i Syrien og yderligere 2500 i Irak.
De amerikanske soldater arbejder med at rådgive og støtte lokale styrker, der forsøger at forhindre en genopblussen af Islamisk Stat.
Bevægelsen har stadig celler og militante krigere i blandt andet Syrien, som ind imellem foretager enkeltstående angreb.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker