Næppe havde den ene af den israelske premierminister, Benjamin Netanyahus, talsmænd sagt, at USA havde accepteret, at Israel fortsætter dets planer om at bygge 1600 nye boliger i Østjerusalem, før en anden måtte dementere denne udlægning af Washingtons holdning.
Den ene af Netanyahus talsmænd, Nir Hefez, fortalte fredag israelsk radio, at USA ikke agtede at gøre yderligere for at standse udvidelsen af den kontroversielle bosættelse. Udtalelsen kom i forbindelse med, at Netanyahu vendte hjem til Israel efter samtaler med den amerikanske præsident, Barack Obama, i Washington.
Kort efter måtte en anden Netanyahu-talsmand, Mark Regev, imidlertid på banen for at understrege, at USA ikke havde acceptere de israelske byggeplaner, og at talsmand Hefez i stedet havde "formuleret det israelske syn på sagen" snarere end den fælles amerikansk-israelske holdning.
Obama og Netanyahu mødtes midt på ugen i Det Hvide Hus for at diskutere de fastfrosne fredsforhandlinger mellem israelerne og palæstinenserne. Men også den diplomatiske krise mellem de to lande, affødt af israelske planer om at opføre 1600 nye boliger for jødiske bosættere i Østjerusalem, stod højt på dagsordenen.
USA har sammen med store dele af omverdenen skarpt kritiseret Israels bosætterplaner. Benjamin Netanyahu har dog stået fast og sagt, at israelerne vil fortsætte.
Palæstinenserne ønsker det fortrinsvis arabiske Østjerusalem, som Israel annekterede efter krigen i 1967, som hovedstad i en kommende palæstinensisk stat.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker