USA har de seneste 10 år systematisk overvåget nordmænd i hovedstaden Oslo.
Den norske tv-station TV2 kan berette om en efterretningsgruppe bestående af 15 til 20 personer, som har stået for overvågning 24 timer i døgnet.
Gruppen ved navn Surveillance Detection Unit (SDU) har opereret fra hemmelige lokaler i en bygning lige ved den amerikanske ambassade i den norske hovedstad.
Personer, som kan knyttes til mistænkelige aktiviteter, er blevet registreret, og navnene er videregivet til sikkerhedsafdelingen i den amerikanske ambassade.
Dette for at forhindre terror mod ambassaden og desuden i fuldt samarbejde med nordmændene, forsikrer en talsmand for det amerikanske udenrigsministerium til norsk TV2.
- Alle vore aktiviteter er clearet med værtslandet, lyder det fra talsmanden Philip J. Crowley.
Den opfattelse deles imidlertid ikke af Odd Ejner Dørum, der var norsk justitsminister, da den hemmelige gruppe blev oprettet i 2000,
- De skulle have informeret mig, og de skulle have diskuteret det på en ærlig og redelig måde, siger han til norsk TV2.
Heller ikke den nuværende justitsminister, Knut Storberget, har været bekendt med amerikanernes overvågning og registrering af nordmænd.
Han har nu iværksat en undersøgelse af sagen, og vil derfor ikke vurdere, om der er tale om et lovbrud fra amerikanernes side.
Mere klare i mælet er politiet i Oslo imidlertid. Her siger stabschef Johan Frederiksen til norsk TV2, at man har kendt til amerikanernes aktiviteter, og at disse holder sig inden for den norske lovgivning.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub