Det amerikanske militær har planer liggende klar for et muligt angreb mod Iran, hvis det er nødvendigt for at stoppe præstestyret i at udvikle atomvåben.
Det bekræfter USA's forsvarschef, admiral Michael Mullen, i et interview på amerikansk tv.
Han understreger samtidig, at han er "meget bekymret" for de mulige følgevirkninger af et sådant angreb. Mullen frygter, at et angreb kan få "utilsigtede konsekvenser, der er vanskelige at forudsige i denne utroligt ustabile del af verden".
Men det er heller ikke acceptabelt at tillade Iran at udvikle atomvåben, fastslår han.
- For at være helt ærlig, er jeg meget bekymret for begge muligheder, siger han i tv-programmet "Meet the Press".
Samtidig advarer den næstkommanderende for Irans magtfulde Revolutionsgarde, Yadollah Javani, om store konsekvenser, hvis USA angriber.
- Hvis amerikanerne begår den mindste fejl, vil sikkerheden i regionen blive bragt i fare. Sikkerhed i Den Persiske Golf bør være for alle eller for ingen, siger han til nyhedsbureauet Irna.
- Den Persiske Golf er en strategisk region, og hvis den bringes i fare, vil de lide store tab og vores respons vil være kraftig, siger Javani.
Tidligere på dagen havde Mohammad Khazai, der er Irans udsending i FN, advaret om, at Iran "vil sætte hele frontlinjen og Tel Aviv i brand", hvis Israel angriber Iran.
Israel har ikke udelukket militæraktion for at forhindre, at Iran fortsætter den omstridte uranberigelse.
Israel og USA frygter, at Iran i hemmelighed forsøger at fremstille atomvåben. Det afviser regeringen i Teheran.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned