USA har sendt Rusland besked om konsekvenserne ved at bruge atomvåben

Det er Polens udenrigsminister, Radek Sikorski (til højre), der siger, at USA vil udslette alle Ruslands stillinger i Ukraine, hvis Rusland sprænger en atombombe. Til venstre er det den britiske udenrigsminister, David Cameron, som også tidligere har været premierminister. (Arkivfoto). Foto: Czarek Sokolowski/Ritzau Scanpix

Alle russiske stillinger i Ukraine bliver ødelagt af konventionelle våben af USA, hvis Rusland bruger atombombe i Ukraine-krigen, siger Polens udenrigsminister.

Offentliggjort Sidst opdateret

Russiske ledere har ikke holdt sig tilbage med trusler om at bruge atomvåben i forbindelse med Ukraine-krigen.

Der er trusler om atombomber mod Ukraine og sågar en tredje verdenskrig, der kan lægge Jorden øde i et atomart ragnarok.

Nu slår Polens udenrigsminister, Radoslaw Sikorski, koldt vand i blodet.

Han har været i den britiske hovedstad, London, til møde med sin britiske kollega, David Cameron.

Og han har givet et interview til avisen The Guardian, der har talt med ham om krigen i Ukraine og russiske atomvåben.

Sikorski, der kender Cameron, tidligere premierminister Boris Johnson og andre konservative toppolitikere fra glade studenterdage på Oxford University i 1980'erne, nedtoner de russiske trusler.

Han siger også, at USA har advaret Rusland.

- Amerikanerne har sagt til russerne, at hvis I sprænger en atombombe - selv hvis den ikke dræber nogen - så vil vi ramme alle jeres stillinger i Ukraine med konventionelle våben. Vi vil ødelægge dem alle.

- Jeg mener, at det er en troværdig trussel, siger udenrigsministeren.

Nyhedsbureauet dpa skriver, at det formentlig drejer sig om en advarsel fra slutningen af 2022.

Da rapporterede amerikanske medier, at USA's ledelse havde det indtryk, at Rusland muligvis forberedte brug af en taktisk atombombe i Ukraine.

En taktisk atombombe er beregnet til begrænset brug på slagmarken eller måske imod et skib.

Men siden slutningen af 2022 har der alligevel været verbale trusler fra Rusland.

Den 29. februar holdt Ruslands præsident, Vladimir Putin, sin årlige tale til nationen. Her advarede han Vesten mod at sende soldater for at hjælpe Ukraine.

Ruslands præsident, Vladimir Putin (til venstre), og Aleksandr Lukasjenko, Hvideruslands præsident. De to lande har netop holdt en militærøvelse med taktiske atomvåben. (Arkivfoto). Foto: Dmitry Astakhov/Ritzau Scanpix

Det vil få "tragiske konsekvenser".

- Det bør med tiden gå op for dem, at vi også har våben, der kan ramme deres territorier, sagde Putin og fortsatte:

- Alt, som Vesten kommer med, skaber en reel trussel for en konflikt med atomvåben. Og dermed udslettelse af civilisationen. Hvad er det, de ikke forstår?

I fredags var Putin i nabolandet Hviderusland. De to lande havde da holdt en militærøvelse med taktiske atomvåben.

Putin sagde ifølge Reuters, at øvelsen ikke var en eskalering af situationen. Rusland har før holdt sådanne øvelser, og det eneste nye var, at Hviderusland var med, fordi Rusland i fjor udstationerede taktiske atomvåben i Hviderusland, sagde Putin.

En af de russiske ledere, der har været mest voldsom i sin retorik, når det gælder atomtrusler, er Dmitrij Medvedev.

Han var Ruslands præsident fra 2008 til 2012 og blev siden premierminister frem til 2020. Nu er han næstformand for Ruslands sikkerhedsråd.

Rusland viser ofte sine atommissiler frem for befolkningen og resten af verden. Billedet er fra den årlige militærparade den 9. maj i 2023. Det er et langtrækkende atommissil af typen Yars. Foto: The Kremlin Moscow/Ritzau Scanpix

Han er kommet med nye trusler efter Sikorskis interview med The Guardian.

Medvedev skriver ifølge dpa på X, at USA ikke har sagt noget i den retning, som Sikorski siger.

- De er mere forsigtige, lyder det fra Medvedev.

- Hvis amerikanerne rammer vore mål, betyder det verdenskrig, og det bør selv udenrigsministeren for et land som Polen forstå.

- Warszawa (Polens hovedstad, red.) går ikke fri og vil med sikkerhed få sin del af den radioaktive aske. Er det virkelig det, I vil?

/ritzau/

Trusler fra Medvedev

* Her er nogle af de atomtrusler, som Ruslands tidligere præsident Dmitrij Medvedev har fremsat. Han bruger ofte den russiske beskedtjeneste Telegram til sine trusler:

* Den 10. maj 2024 talte han om formålet med russiske atomøvelser:

- Under særlige omstændigheder vil vores svar ikke kun være rettet mod Kyiv. Og ikke kun med konventionelle våben, men med en særlig slags våben.

* Den 30. juli 2023 om Ukraines sommeroffensiv:

- Forestil jer, at offensiven, der støttes af Nato, blev en succes, og at de tog en del af vort land. Så ville vi blive tvunget til at bruge atomvåben i henhold til de regler, der står i et dekret fra Ruslands præsident.

* 19. januar 2023 om atommagter i krig:

- Et nederlag til en atommagt i en konventionel krig kan udløse atomkrig.

Kilder: Reuters, AFP.

/ritzau/

Næstformand for Ruslands sikkerhedsråd, Dmitrij Medvedev, da han den 23. februar lagde en krans på den ukendte soldats grav ved Kreml i Moskva. Foto: Sputnik/Reuters
Truslerne om atomkrig og en ny verdenskrig har siddet løst i Rusland, siden Ruslands militær den 24. februar 2022 angreb Ukraine. Billedet er fra en fransk atomprøvesprængning i Fransk Polynesien i 1971. Foto: Afp Photo/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu