USA holder foreløbigt fast i evakueringsfrist 31. august

USA's præsident, Joe Biden, talte tirsdag aften dansk tid til pressen og informerede om, at han forventer, at de amerikanske evakueringer i den afghanske hovedstad, Kabul, er færdige 31. august. Foto: Leah Millis/Reuters

Biden forventer, at USA har evakueret alle fra Afghanistan 31. august, men har bedt Pentagon om nødplan.

Offentliggjort Sidst opdateret

USA's præsident, Joe Biden, siger tirsdag aften dansk tid på et pressemøde, at han forventer, at landet er i mål med evakueringer fra Afghanistan den 31. august.

- Vi er i øjeblikket på vej til at nå at være færdige 31. august, siger han.

Der har i dagene op til tirsdag været snak om, at USA potentielt kunne forlænge fristen for, hvornår evakueringerne skulle være færdige.

Hvorvidt det vil ske, afklarede præsidenten imidlertid ikke til pressemødet, men han understregede, at faren for amerikanske tropper i Afghanistan stiger, for hver dag de er til stede i Afghanistan.

- Jeg er opmærksom på den øgede risiko, som jeg er blevet briefet om og behovet for at at have dette in mente. Det er ægte og betydelige udfordringer, som vi må have med i overvejelserne, siger Joe Biden.

Biden fortæller på pressemødet, at han har bedt det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, om at udarbejde en plan for, hvordan en fristforlængelse ville kunne se ud.

Præsidenten sagde desuden på pressemødet, at USA siden den 14. august har evakueret 70.700 mennesker ud af Kabul. Det var dagen inden, den militante islamistiske bevægelse Taliban trængte ind i hovedstaden og overtog magten i landet.

6400 af de mennesker er blevet evakueret inden for de seneste 12 timer.

Taliban har tidligere sagt, at det ikke vil godtage en forlængelse af amerikanernes evakueringsindsats.

- Hvis USA eller Storbritannien skulle ønske at få ekstra tid til at fortsætte evakueringerne, så er svaret nej, sagde Talibans talsmand, Suhail Shaheen, til britiske Sky News mandag.

Hvis operationen skulle fortsætte efter 31. august, så vil det ifølge ham svare til at "forlænge besættelsen" af Afghanistan.