USA holder samfundet kørende med nyt billion-budget
Begge kamre i USA's Kongres har nu stemt for en budgetaftale, der øger den årlige finansiering til 1660 milliarder dollar. Foto: Anna Moneymaker/Ritzau Scanpix
En budgetaftale på 11,6 billioner kroner skal forhindre en delvis nedlukning af det amerikanske statsapparat.
Medlemmerne af Repræsentanternes Hus i USA har fredag aften givet grønt lys til en enorm budgetaftale på 1160 milliarder dollar.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Beløbet svarer til godt 11.600 milliarder kroner - eller 11,6 billioner kroner.
Aftalen blev stemt igennem i Kongressens andet kammer, Senatet, torsdag og mangler nu blot en underskrift fra Joe Biden. Præsidenten siger fredag, at det kommer til at ske, så snart aftalen lander på hans bord.
Budgetaftalen skal afværge en delvis nedlukning af det amerikanske statsapparat. Nedlukningen stod til at begynde denne weekend.
En nedlukning af statsapparatet betyder, at alle offentligt ansatte bliver sendt hjem uden løn. Det betyder også, at føderale institutioner - eksempelvis ministerier, museer og nationalparker - lukker.
Den nye budgetaftale løber frem til 30. september næste år og vil øge den årlige finansiering fra omkring 1500 milliarder dollar til 1660 milliarder dollar.
Den indeholder blandt andet 44,9 milliarder dollar - 314 milliarder kroner - i krigshjælp til Ukraine samt et forbud mod at bruge den kinesiskejede TikTok på enheder tilhørende regeringsansatte.
- Aftalen er et yderst vigtigt stykke lovgivning. Ikke kun for at kunne finansiere regeringen, men også for fortsat at kunne tjene folket og vise, at USA's regering fungerer, sagde Steny Hoyer inden afstemningen.
Hoyer er Demokraternes majoritetsleder i Repræsentanternes Hus.
Aftalen blev vedtaget med stemmerne 225 for og 201 imod. Ti republikanere var med til at sikre flertallet ved afstemningen.
Demokraterne har flertal i Repræsentanternes Hus nogle få dage endnu. Når den nye Kongres træder i kraft i begyndelsen af januar, vil Republikanerne have det flertal, som de sikrede sig ved midtvejsvalget i november.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker