USA indfører sanktioner mod syrisk præsidentsøn

I forvejen er den syriske præsident, Bashar al-Assad, og hans kone, Asma, underlagt sanktioner fra amerikansk side. Nu gælder det samme for deres 18-årige søn, Hafez. Det sker for at undgå, at han på familiens vegne kan få adgang til værdier i USA. Her ses præsidentens portræt på døren til en slagterforretning i det centrale Damaskus. (Arkivfoto) Foto: Yamam Al Shaar/Reuters

Sanktioner skal forhindre Bashar al-Assads 18-årige søn i at få adgang til familiens indefrosne værdier.

Offentliggjort Sidst opdateret

USA har onsdag indført en række nye sanktioner, der har til formål at stoppe pengestrømmen til den syriske regering.

Blandt de 14 syrere og syriske virksomheder eller organisationer, der er kommet på USA's opdaterede liste over sanktioner, er præsident Bashar al-Assads 18-årige søn, Hafez.

Han må ikke længere rejse til USA eller have værdier i landet. Det meddeler det amerikanske udenrigsministerium.

På listen finder man også en syrisk forretningsmand, der er involveret i store byggeprojekter i Syrien, og ni enheder som ifølge USA er med til at opretholde præsident Assads "terrorkampagne", siger en regeringsembedsmand.

Også en enhed i den syriske hær er kommet på den sorte liste.

- Tiden er inde til, at Assads nyttesløse og brutale krig slutter. Det er overordnet det, som vores sanktioner skal føre til, siger USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, i en udtalelse.

- Vi vil fortsat holde Bashar al-Assad og hans regime ansvarlige for deres uhyrligheder, mens vi holder mindet om hans ofre i live, lyder det fra Pompeo.

I forvejen er præsident Assad selv og hans kone, Asma Assad, underlagt sanktioner fra amerikansk side.

Tanken bag at ramme sønnen Hafez med sanktioner er at undgå, at præsidentparrets eneste voksne barn kan agere på deres vegne og for eksempel tilgå familiens værdier i udlandet.

Det forklarer en fremtrædende amerikansk embedsmand.

- Det skyldes også, at vi har set, at han er steget i graderne indenfor familien, forklarer embedsmanden.