USA indleder storoffensiv i Helmand

Den forstærkede amerikanske styrke i Afghanistan iværksætter en storstilet militær offensiv, som skal fortrænge Talibanmilitsen fra Helmandprovinsen.

Flere tusinde amerikanske soldater angreb torsdag centrale områder i den afghanske provins Helmand. Håbet er at fortrænge Talibanoprørere inden det afghanske præsidentvalg den 20. august.
Det er en plan, som kan være risikabel for præsident Barack Obama. Det er efter flere år ikke lykkedes de britiske og danske styrker i Helmand at fortrænge oprørerne.
Snesevis af fly transporterede før daggry næsten 4000 amerikanske soldater ind fra forskellige baser. 650 afghanske politibetjente og soldater deltager i offensiven, som er berammet til at vare halvanden døgn.
Det er de amerikanske marinesoldaters første større indsats, efter at USA for nylig forstærkede sin styrke i Afghanistan med 21.000 soldater.
- Hensigten er at slå til i stort tal, med styrke og hurtigt, sagde den amerikanske brigadechef Larry Nicholson, som er kommandant for marineinfanteristerne i det sydlige Afghanistan.
Lige som de seneste to års vellykkede operationer i Irak er det meningen, at de amerikanske soldater skal bevare kontrollen med området, så genopbygningen kan gå i gang uden Talibans indblanding.


Det amerikanske militær meddelte torsdag, at en soldat er savnet og måske er blevet bortført af militante.
Desuden blev to briter ifølge forsvarsministeriet i London dræbt i en eksplosion i det centrale Helmand.

/ritzau/Reuters




Offentliggjort Sidst opdateret