USA, Japan og Sydkorea vil dele data om nordkoreanske missiler
Tv-skærme viser billeder af Nordkoreas leder, Kim Jong-un, på en togstation i Seoul onsdag, hvor en nordkoreansk satellitopsendelse skabte usikkerhed tidligere på ugen. Foto: Jung Yeon-Je/Ritzau Scanpix
Øget sikkerhed er målet med deling af missildata. Meldingen kommer efter nordkoreansk satellitkoks denne uge.
USA, Japan og Sydkorea har et mål om at dele varslingsdata om nordkoreanske missiler inden slutningen af året.
Det oplyser de tre lande i en pressemeddelelse efter et møde lørdag i Singapore, hvor forsvarsministre fra landene var til stede.
Meldingen kommer, efter at en fejlslagen nordkoreansk satellitopsendelse onsdag skabte panik i Japan og Sydkorea.
Satellitten styrtede ifølge nordkoreanske statsmedier i havet efter en raketfejl.
Det var blot den seneste i en række af nordkoreanske test, som ifølge FN-resolutioner ikke er tilladte.
De tre lande har planer om at "aktivere en datadelingsmekanisme for at udveksle missilvarslingsdata i realtid før slutningen af året".
Det skal gøre de enkelte landes varslingssystemer bedre, lyder målet.
USA's forsvarsminister, Lloyd Austin, mødtes med sit japanske og sydkoreanske modstykke, Yasukazu Hamada og Lee Jong-sup, på sidelinjen af et forsvarstopmøde.
De talte om "øgede atom- og missiltrusler fra Nordkorea", står der i en meddelelse.
Under det nordkoreanske forsøg på en satellitopsendelse lød der sirener onsdag lokal tid i Sydkoreas hovedstad, Seoul. Imens blev der i byen udstedt en "præsidentiel alarm", og indbyggerne blev bedt om at forberede sig på en potentiel evakuering.
I Japan blev der også udsendt varslinger til indbyggere i præfekturet Okinawa. De blev bedt om at søge dækning inden døre tidligt onsdag morgen.
Senere lød det, at raketten ikke ville flyve ind i japansk territorium.
Både Japans, Sydkoreas og USA's regering har fordømt Nordkoreas forsøg på en opsendelse.
Sydkoreas militær oplyser, at det har fundet dele af satellitten efterfølgende.
Nordkorea har endnu ikke en fungerende satellit i rummet.
Landets leder, Kim Jong-un, har gjort det til en topprioritet at udvikle en fungerende spionsatellit.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde