USA kan have dræbt 200 civile under luftangreb i Mosul
De mange civile ofre i Irak har på det seneste udløst spekulationer om, hvorvidt det amerikanske militær har ændret praksis under Donald Trumps administration. Det afviser det amerikanske militær dog. Arkiv. Foto: Gage Skidmore
Gage Skidmore/Free
USA's kampfly har bombet i område, hvor mange civile meldes dræbt. Det skete angiveligt på irakisk anmodning.
Det amerikanske forsvar bekræfter, at det på anmodning fra Irak angreb et område i den vestlige del af byen Mosul, hvor snesevis af civile muligvis er blevet dræbt.
Amerikanerne har indledt en undersøgelse af, hvorvidt angrebet 17. marts har krævet civile ofre, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge irakiske embedsfolk er et stort antal civile blevet dræbt i luftangreb i Mosul de seneste dage. I den amerikanske udtalelse bliver der ikke nævnt noget om det eventuelle omfang af civile skader.
Der har været meldinger om, at op mod 200 civile har mistet livet den seneste tid.
Hvis meldingerne bliver bekræftet, vil det i givet fald være de største civile tab i forbindelse med amerikanske luftangreb, siden landet indledte krigen i Irak i 2003.
Også i Syrien hævder både lokale indbyggere og aktivister, at adskillige civile er blevet dræbt af amerikanske bomber. Disse meldinger er endnu ikke blevet bekræftet.
Nu vil koalitionen indlede en formel udredning af de civile tab og vurdere, hvor troværdige meldingerne er.
Det er dog uklart, hvornår angrebene med de mange dræbte til følge præcis skulle have fundet sted. Derfor kan den amerikanske undersøgelse trække ud.
De mange civile ofre har på det seneste udløst spekulationer om, hvorvidt det amerikanske militær har ændret praksis under præsident Donald Trumps administration.
Det afviser det amerikanske militær. Men det understreger samtidig, at man den seneste tid har intensiveret luftangrebene i både Irak og Syrien i bestræbelserne på at presse Islamisk Stat.
FN er bekymret over meldingerne om de mange civile tab i Mosul.
Organisationen vurderer, at omkring 400.000 civile irakere er fanget i Mosuls gamle bydel. 180.000 irakere er flygtet fra den vestlige del af storbyen i løbet af den seneste måned.
Nogle af dem har ifølge BBC fortalt, at Islamisk Stat bruger civile som menneskelige skjold ved at gemme sig i deres huse og tvinge unge mænd til at gribe til våben.
USA anslår, at der er cirka 2000 IS-krigere tilbage i Mosul.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde