USA-kendere: Demokrater har fået pinlig start på primærvalg
Et halvt døgn efter, at valgstederne er lukket i Iowa, venter Demokraterne stadig på resulatet af det første vælgermøde. Det afholdt ikke Pete Buttigieg fra at holde noget, der lignede en sejrstale for sine tilhængere i Des Moines. Foto: Jonathan Ernst/Reuters
Jonathan Ernst/Reuters
Forvirringen omkring stemmeoptællinger betyder, at der endnu ikke er resultat fra vælgermøde i Iowa.
Kaotisk og katastrofalt.
Det er de to ord, som ligger forrest i munden på USA-analytiker Mirco Reimer-Elster, efter at Demokraterne mandag og natten til tirsdag har afholdt det første vælgermøde i Iowa forud for efterårets præsidentvalg i USA.
- Vi er vidne til et valg, hvor der snart er gået et halvt døgn, uden at der foreligger et resultat, siger han.
Det var ventet, at resultatet fra Iowa ville ligge klar et par timer, efter at valgstederne lukkede.
Men tekniske problemer har forsinket processen, og mens Demokraterne venter på et resultat, er flere af kandidaterne rejst videre til New Hampshire. Her skal det næste primærvalg finde sted 11. februar.
- Vi ved endnu ikke, hvornår der foreligger et resultat, vi ved ikke, hvem der har vundet. Samtidig har flere kandidaterne været ude og påstå, at de har vundet. Vi har ingen mulighed for at verificere det, siger Mirco Reimer-Elster og tilføjer:
- Det er ulandslignende tilstande i et land, der burde kunne klare det meget bedre, end det vi har været vidne til i Iowa.
Dommen fra professor på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet Peter Kurrild-Klitgaard er mindre hård. Han vil ikke betegne en forsinkelse af resultatet som en katastrofe.
- Når det er sagt, så kunne man næsten ikke forstille sig en værre start på de demokratiske primærvalg, siger han og tilføjer:
- Fordi som Donald Trump allerede har været ude at drille med, så kan man sige, at hvis ikke de kan finde ud af at afholde et vælgermøde, hvad kan de så finde ud af.
- Det siger han selvfølgelig som rent perfidt drilleri, men det gør det ikke mindre pinligt for Demokraterne, siger han.
Mirco Reimer-Elster er enig i, at Donald Trump uden tvivl vil udnytte det demokratiske kaos til egen fordel.
Han mener også, at demokratiske topkandidater, der klarer sig dårligt i Iowa, vil kunne bruge forvirringen til at dække over skuffelsen.
- Det vil være en fordel for kandidater, der skuffer i forhold til forventningerne. Alt andet lige vil det være heldigt for dem, hvis der går lang tid, før resultatet foreligger.
- Her tænker jeg primært på Joe Biden, da indikationerne peger på, at han har fået et skuffende resultat, siger Mirco Reimer-Elster.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker