USA: Kina isolerer sig med aggressiv fremfærd i øhav
Kinesernes forsøg på at overtage Det Sydkinesiske Hav vil ende med isolation, siger USA's forsvarsminister.
Kina risikerer at fremmedgøre sig over for sine regionale naboer og bygge en "mur af selvisolation", hvis det fortsætter med at sætte sig på omstridte områder i Det Sydkinesiske Hav.
Det siger USA's forsvarsminister, Ash Carter, i en tale til en international sikkerhedskonference i Singapore.
- Kinas handlinger i Det Sydkinesiske Hav isolerer Kina på et tidspunkt, hvor hele regionen ellers bygger bro, siger Carter.
- Kun ved at alle spiller efter de samme regler, kan vi undgå fortidens fejltagelser fra dengang, hvor lande udfordrede hinanden i en konkurrence om styrke med katastrofale følger for regionen, siger Ash Carter.
Kinas tilstedeværelse i Det Sydkinesiske Hav, der indeholder en lang række ubeboede småøer, er blevet stærkt kritiseret af blandt andet USA's præsident, Barack Obama, og landets udenrigsminister, John Kerry.
Den kinesiske regering mener, at stort set hele Det Sydkinesiske Hav tilhører Kina. Derfor har Kina opført en lang række kunstige øer i området, så man har kunnet tage øerne i brug. Det kan give landet en strategisk vigtig militær tilstedeværelse midt i Asien.
Det omstridte område ligger øst for Vietnams kyst, vest for Filippinerne, nord for Malaysia og Brunei og syd for Taiwan, Kina og Hongkong.
Filippinerne har lagt sag an mod Kina ved voldgiftsretten under Den Internationale Domstol i Haag. Kina har sagt, at det ikke vil acceptere dommen uanset udfaldet.
- USA ser den kommende dom som en mulighed for, at Kina og resten af regionen kan forny diplomatiet og afspænde forholdet, siger Ash Carter.
Området i Det Sydkinesiske Hav er en af de største handelsruter i verden. Hvert år bliver der transporteret varer for mere end fem billioner dollar gennem området.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde