USA kræver klar budgetplan fra allierede i Nato

Amerikanernes tålmodighed med de allierede i Nato er ikke uendelig, siger vicepræsident Mike Pence under mandagens besøg hos Nato-generalsekretær Jens Stoltenberg. Foto: AP/Virginia Mayo

Præsidenten og det amerikanske folk har ifølge vicepræsident Pence ikke uendelig tålmodighed med europæerne.

Offentliggjort Sidst opdateret

USA's vicepræsident, Mike Pence, sætter under sit besøg mandag i Nato-hovedkvarteret i Bruxelles nye ord på kravet om, at alle Nato-medlemmer lever op til målsætningen om at bruge to procent af bnp på forsvaret.

- Præsidenten og det amerikanske folk forventer, at vores allierede holder ord og yder mere til det fælles forsvar. Præsidenten forventer reelt fremskridt inden udgangen af 2017.

- Og dette er mine ord, ikke hans: Hvis ikke I har en plan endnu, så lav en. Det er tid til handling, ikke ord, siger Pence.

Vicepræsidenten lover, ligesom forsvarsminister James Mattis gjorde det i sidste uge i Bruxelles, fortsat amerikansk opbakning til Nato.

Men ligesom Mattis stiller Pence et ultimatum - uden at sige konkret, hvad USA ellers har tænkt sig at gøre.

- Jeg ved ikke, hvad svaret er på spørgsmålet om, hvad "ellers ..." betyder. Men jeg ved, at det amerikanske folks tålmodighed ikke varer evigt.

- De løfter, vi har givet hinanden, er løfter, det amerikanske folk også forventer, vores allierede i Europa vil holde. Men hvis ikke det sker? Lad os overlade spørgsmålene om fremtiden til fremtiden, siger Pence i Nato.

Vicepræsidenten afviser samtidig, at der er slør i USA's budskaber om forholdet til EU og Nato.

På et spørgsmål om, hvordan europæerne kan være sikre på USA's engagement, når præsident Trump har kritiseret Tysklands lederrolle i EU, har rost briternes udmeldelse og måske tweeter noget modsat i morgen, svarer Pence:

- Præsidenten bad mig komme med et meget præcist budskab: At udtrykke stærk opbakning til Nato, selv om vi samtidig udfordrer Nato og vores allierede for at leve op til deres del af ansvaret i denne evigt foranderlige og komplekse verden af trusler.

- Hvad angår EU, opfordrede præsidenten mig også til at rejse til Bruxelles for at udtrykke USA's ønske om at fortsætte samarbejdet og partnerskabet med Europa.