USA lukker ambassade i Yemen efter trusler

Den amerikanske ambassade i Sanaa er lukket søndag på grund af trusler fra al-Qaeda på Den Arabiske Halvø om at angribe amerikanske interesser i Yemen. Det fremgår af en erklæring på ambassadens hjemmeside.

Ambassaden udsendte torsdag en advarsel til amerikanske borgere i Yemen og mindede dem om den "fortsatte trussel om terrorhandlinger og vold mod amerikanske borgere og interesser i hele verden".

Al-Qaeda opfordrede mandag til yderligere angreb på vesterlændinge på Den Arabiske Halvø efter også at have taget ansvaret for det mislykkede angreb på et amerikansk passagerfly juledag.

"Vi opfordrer enhver rettroende muslim til at hjælpe med at smide alle vantro ud fra Den Arabiske Halvø ved at dræbe enhver korsfarer, som arbejder på deres ambassader eller andre steder, ligesom vi erklærer en altomfattende krig mod enhver korsfarer på Mohammeds halvø til lands, til vands og i luften, " hedder det i en erklæring fra al-Qaeda.

USA og Storbritannien blevet enige om at finansiere et særligt antiekstremistpoliti i Yemen, efter at USA's præsident, Barack Obama for første gang lørdag gav al-Qaedas afdeling i Yemen skylden for det mislykkede bombeattentat på Northwest Airlines flyet på vej fra Amsterdam til Detroit. Initiativet er positivt modtaget af Yemen.

Den somaliske oprørsbevægelse al-Shabaab lovede fredag at sende folk fra hele Adenbugten til Yemen for at støtte al-Qaedas afdeling der efter det mislykkede flyattentat.

/ritzau/

USA lukker sin ambassade i Yemen på baggrund af nye trusler fra al-Qaeda på Den Arabiske Halvø mod amerikanere og amerikanske interesser.

Offentliggjort Sidst opdateret