USA lukker for vitale efterretninger til Ukraine
CIA-direktør John Ratcliffe bekræfter, at USA ikke længere vil dele efterretninger med krigsramte Ukraine. (Arkivfoto). Foto: Jemal Countess/Ritzau Scanpix
Ifølge medie er USA's efterretninger afgørende for, at Ukraine kan angribe russiske militærmål.
USA vil ikke længere dele efterretninger med Ukraine.
Det bekræfter CIA-direktør John Ratcliffe i et interview med Fox News ifølge Reuters og AFP.
Det samme er tidligere på dagen blevet beskrevet af det amerikanske medie Financial Times baseret på oplysninger fra tre anonyme embedsfolk.
Onsdag siger Ratcliffe, at han tror, at standsningen på "den militære front og efterretningsfronten" vil "forsvinde" ("go away", red.), og at "vi vil arbejde skulder ved skulder med Ukraine".
Efter den første medieberetning om stoppet for informationsstrømmen afviste en ukrainsk embedsperson ifølge Bloomberg-journalisten Annmarie Hordern, at USA skulle være stoppet med at dele efterretninger med Ukraine.
Det skrev hun på X.
Ifølge Financial Times er de amerikanske efterretninger afgørende for, at Ukraine kan identificere og angribe russiske militærmål.
Meldingerne om stoppet for USA's informationsstrøm kommer, efter at amerikanerne mandag lukkede for militærstøtten til Ukraine.
Polens premierminister, Donald Tusk, bekræftede dagen efter, at man ved grænserne mellem Ukraine og Polen mærker, at USA har igangsat et midlertidigt stop i den militære støtte.
Men allerede onsdag åbner USA's nationale sikkerhedsrådgiver Mike Waltz for, at militærstøtten til Ukraine kan genoptages, hvis der arrangeres fredsforhandlinger og "træffes tillidsskabende foranstaltninger". Det er uklart, hvad det indebærer.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, var 28. februar på besøg i Det Hvide Hus i Washington D.C.
Men han endte med at forlade det før tid, efter at han og præsident Donald Trump kom op at skændes under et møde for rullende kameraer.
På det møde udtalte Trump og vicepræsident J.D. Vance, at Zelenskyj var "utaknemmelig". Efterfølgende sagde Trump, at Zelenskyj "ikke var klar til fred".
Siden har Trump modtaget et brev fra Zelenskyj, hvori Ukraines præsident udtrykker, at han er klar til at deltage i fredsforhandlinger om krigen mellem Rusland og Ukraine.
Det sagde Trump under sin første tale til Kongressen, siden han blev indsat som præsident 20. januar, natten til onsdag dansk tid.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker