USA maner soldater til ro efter nordkoreanske missilaffyringer
USA har en stor militærbase i Sydkorea. På billedet ses to amerikanske soldater og en sydkoreansk militærhelikopter. (Arkivfoto). Foto: Jung Yeon-Je/Ritzau Scanpix
Nordkorea har natten til søndag affyret to missiler. USA's militær understreger, at soldater ikke er i fare.
Nordkorea har for syvende gang på det seneste affyret missiler i nærheden af de omkringliggende østasiatiske lande.
Oplysningen stammer fra forskellige myndigheder fra de omkringliggende lande.
Den amerikanske hær, som både har militærbaser i Japan og Sydkorea, understreger i en udtalelse den "destabiliserende virkning", som Nordkoreas våbenprogram har.
Sydkoreas hær kalder de gentagne missilaffyringer en "alvorlig provokation", som skader freden.
Den amerikanske hær understreger dog i en udtalelse, at hverken amerikanske soldater eller allierede er i fare, som situationen ser ud lige nu.
- USA's engagement i forsvaret af Sydkorea og Japan fortsætter med at være jernbeklædt, lyder det fra den amerikanske hær.
Japans forsvarsminister, Toshiro Ino, fortæller, at begge missiler fløj 350 kilometer - primært i en højde af 100 kilometer - hvorefter de landede uden for Japans eksklusive økonomiske zone.
Det første missil blev affyret omkring klokken 01.47 natten til søndag japansk tid. Det andet blev affyret omkring seks minutter senere.
Myndigheder i Sydkorea har tidligere sagt, at missilaktiviteten fra Nordkorea tyder på, at Nordkorea er ved at gøre klar til at foretage nye prøvesprængninger med atomvåben.
Det seneste var i 2017, hvor der forinden var tydelige tegn på, at Nordkorea var ved at gøre klar til atomprøvesprængningerne.
Det statslige nordkoreanske nyhedsbureau KCNA nedtoner alvoren af missilaffyringerne.
- Vores prøveaffyringer er helt normale, planlagte selvforsvarsøvelser for at beskytte vores lands sikkerhed og den regionale fred mod meget direkte militærtrusler fra USA, lyder det fra en talsperson fra landets luftfartsmyndighed.
Nordkorea og Sydkorea har været i krig siden 1950. I 1953 blev der indgået en våbenhvile, men den har aldrig udformet sig til en reel fredsaftale.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker