USA vil støtte den person, der vælges til posten som Afghanistans næste præsident.
Det siger Hillary Clinton, USA's udenrigsminister, søndag.
Samtidig siger toprådgivere for den amerikanske præsident, Barack Obama, at de ikke venter større problemer, efter at Abdullah Abdullah, hovedudfordrer ved Afghanistans præsidentvalg, har trukket sig fra dysten den 7. november.
Eneste tilbageværende kandidat er den nuværende præsident, Hamid Karzai.
- Det er nu en sag for de afghanske myndigheder at beslutte en vej, der bringer valgprocessen til en afslutning i overensstemmelse med Afghanistans forfatning. Vi vil støtte den næste præsident og Afghanistans folk, der søger og fortjener en bedre fremtid, siger Clinton i en erklæring og opfordrer også Abdullah til fortsat at engagere sig i arbejdet for fred.
Afghanske embedsmænd siger, at valget, der er anden runde af det kritiserede valg den 20. august, vil fortsætte med såvel Karzais som Abdullahs navn på stemmesedlen. Men Karzai vil så være den eneste kandidat
David Axelrod, som er en af Obamas nærmeste rådgivere, siger, at Abdullah har truffet en politisk beslutning, og at det ikke ændrer situationen afgørende.
- Han har etableret sig som leder af oppositionen, men alle meningsmålinger har sagt, at han formentlig ville lide nederlag alligevel, siger Axelrod til tv-stationen CBS.
Abdullahs beslutning kommer på et tidspunkt, hvor Obama overvejer, om han skal efterkomme en anmodning fra den øverstkommanderende for USA's styrker i Afghanistan om at få yderligere 40.000 soldater til rådighed.
- Vi mener ikke, at det vil tilføre strategien komplikationer. Det er op til det afghanske folk og deres myndigheder at beslutte, hvordan processen skal fortsætte, siger Valerie Jarrett, en anden af Obamas rådgivere, til tv-stationen ABC.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde