At Nordkorea angiveligt er begyndt at berige uran skal ikke ses som en stor trussel. Også selv om det er en del af kommuniststatens nye atomprogram. Sådan lød det fra USA's særlige udsending i Nordkorea-spørgsmål, da han besøgte nabostaten Sydkorea.
Den nordkoreanske afsløring kommer da heller ikke bag på USA.
- Vi har kendt til det nogen tid, fortalte amerikanske Stephen Bosworth den sydkoreanske udenrigsminister Kim Sung-Hwan, rapporterer nyhedsbureauet Yonhap.
- Det er en meget uheldig udvikling, men det er ikke kritisk, sagde han.
Alvoren i de nye opdagelser lægger han dog ikke skjul på. For det ses fra amerikansk side som en provokation.
- Det er bare endnu et i rækken af provokerende træk fra Nordkorea ... det er et meget svært problem, som vi har kæmpet med i 20 år, siger Bosworth.
For sydkoreanerne skal naboernes atomprogram studeres nærmere, inden de tager stilling til problemet.
- Vi har brug for mere indsigt og analyse af, hvad programmet i realiteten består af, sagde Hwan til Bosworth under amerikanerens besøg.
I weekenden berettede en amerikansk forsker, Siegfried Hecker, i avisen the New York Times om, at han i Nordkorea havde set et nyt anlæg med hundredvis af centrifuger til at berige uran.
Professoren fra Stanford University kaldte anlægget for chokerende og tilføjede, at han havde fået at vide, at de allerede nu producerede uran. Den påstand havde han dog ikke mulighed for at bekræfte.
/ritzau/AFP/Reuters
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker