USA og briterne vil ramme Irans droneproduktion med nye sanktioner
Den amerikanske præsident, Joe Biden, siger at man med nye sanktioner "holder Iran ansvarlig", efter at det angreb Israel i weekenden. (Arkivfoto). Foto: Elizabeth Frantz/Reuters
USA og Storbritannien annoncerer nye sanktioner mod Iran. Onsdag blev også EU-lederne enige om sanktioner.
USA og Storbritannien indfører nye sanktioner mod Iran, efter at landet udførte et luftangreb mod Israel i weekenden.
Det skriver nyhedsbureauerne AFP og Reuters.
Sanktionerne omhandler blandt andet landets droneproduktion.
De er blevet annonceret, efter at EU-lederne onsdag også blev enige om at indføre yderligere sanktioner, som vil blive rettet mod produktionen af droner og missiler.
Fra amerikansk side vil de blandt andet være rettet mod "16 personer og to enheder, der har muliggjort den iranske UAV-produktion". Det er betegnelsen for ubemandede luftfartøjer.
Samtidig indfører Storbritannien sanktioner, der er målrettet "flere iranske militærorganisationer, enkeltpersoner og enheder, der er involveret i Irans UAV- og ballistiske missilindustrier," oplyser det amerikanske finansministerium.
Iran gennemførte denne weekend et angreb på Israel med over 300 droner og missiler.
Det blev i vidt omfang afværget af det israelske og andre landes luftforsvar.
Luftangrebet var en reaktion på et formodet israelsk luftangreb på det iranske konsulat i Syriens hovedstad, Damaskus, 1. april.
Syv mennesker døde - inklusive to højtstående generaler.
Med sine sanktioner går USA også efter fem virksomheder, der har leveret komponentmaterialer til Irans stålindustri, og en bilproducent, der har været involveret i at yde "materiel støtte" til Irans Islamiske Revolutionsgarde.
- Irans metalsektor genererer årligt, hvad der svarer til adskillige milliarder af dollar i omsætning, hvor størstedelen kommer fra ståleksport, lyder det fra finansministeriet.
USA's præsident, Joe Biden, siger, at man med sanktionerne "holder Iran ansvarlig".
- Som jeg drøftede med de andre G7-ledere morgenen efter angrebet, er vi forpligtet til at handle kollektivt for at øge det økonomiske pres på Iran.
- Og vores allierede og partnere har eller vil udstede yderligere sanktioner og foranstaltninger for at begrænse Irans destabiliserende militærprogrammer, siger han i en erklæring.
G7-gruppen for de store industrilande udgøres af Canada, Frankrig, Italien, Japan, Storbritannien, Tyskland og USA.
Ifølge præsidenten har USA sanktioneret over 600 enkeltpersoner og enheder i løbet af hans præsidentperiode.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde