USA og Cuba er på talefod om olieudslip

De er tætte naboer og ideologisk rygende uenige. Men en fælles fare får USA og Cuba til at tale sammen om, hvad de skal stille op med det enorme olieudslip i Den Mexicanske Golf.

Olien fortsætter med at strømme ud fra BP's borehul ud for den amerikanske kyst, og forureningen driver mod Florida og kan meget snart nå Cuba.

En talskvinde for det amerikanske udenrigsministerium oplyser, at amerikanske diplomater har afleveret et brev i Havana til Cubas kommunistiske regering.

- Vi har diskussioner med Cubas regering på arbejdsniveau for at holde dem orienteret om udviklingen, siger hun.

- Vi har også kommunikeret USA's ønske om at opretholde en klar kommunikationslinje til den cubanske regering om begivenhederne.

De to lande har ikke haft diplomatiske forbindelser siden Fidel Castros revolution i 1959.

De amerikanske myndigheder oplyser onsdag, at en tunge af olie kan true Key West på Floridas sydspids. Fra Key West er der kun en kort tur til Cuba.

/ritzau/Reuter

Selv om de ikke har haft diplomatiske forbindelser siden den cubanske revolution i 1959, så taler USA og Cuba sammen om olieudslippet i Den Mexicanske Golf.

Offentliggjort Sidst opdateret