Den amerikanske mellemøstudsending George Mitchell og den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, er enige om at være uenige om de jødiske bosættelser.
USA og Israel kom ikke nærmere en løsning på deres strid om de jødiske bosættelsers fremtid i de besatte palæstinensiske områder, da den amerikanske mellemøstudsending, George Mitchell, tirsdag mødtes med israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, i Jerusalem.
Parterne vil dog fortsat forsøge at blive enige, og Mitchell mente bagefter, at der faktisk var blevet gjort fremskridt på det to timer lange møde.
- Vi ser frem til at fortsætte vores drøftelser for at nå frem til et punkt, hvor vi alle kan komme videre for at opnå fred, sagde den amerikanske mellemøstmægler, mens Netanyahu lyttede på med alvorsmine.
Den israelske regeringschef var enig i, at han og amerikaneren er ved at nærme sig en forståelse for, hvordan fredsprocessen kan sættes i gang igen og i sidste ende afsluttes - uden at han dog kom ind på, hvordan det konkret skal ske.
Hverken Mitchell eller Netanyahu tog ordet "bosættelser" i deres mund ved det korte pressemøde.
Netanyahu nægter fortsat at bøje sig for Obamas krav om, at Israel skal overholde køreplanen for fred fra 2003 og stoppe udbygningen af jødiske bosættelser på Vestbredden og i Østjerusalem.
Det palæstinensiske selvstyres præsident, Mahmoud Abbas, kræver byggeriet af bosættelser stoppet, før han vil høre tale om nye fredsforhandlinger.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet