USA og Kina genoptager dialog

USA vil genoptage en formel dialog med Kina om respekt for menneskerettighederne og vil tage kontakt til Beijing i løbet af næste måned.

Det siger en talsmand for det amerikanske udenrigsministerium.

En første runde med nye samtaler vil finde sted i Washington den 13. og 14. maj, siger talsmanden Philip Crowley.

Det er første gang siden maj 2008, at de to lande holder sådanne samtaler.

Det var i lang tid ventet, at dialogen skulle føres videre tidligere i år. Men dette skete ikke på grund af kinesisk vrede over, at USA solgte våben til Taiwan og over præsident Barack Obamas møde med den tibetanske eksilleder Dalai Lama i Det Hvide Hus.

/ritzau/AFP

Dialog om menneskerettigheder genoptages for første gang siden 2008 mellem Washington og Beijing. Nye samtaler begynder i næste måned.

Offentliggjort Sidst opdateret