USA og Sydkorea aflyser militærøvelse for at redde fredsplan
Sydkoreas udenrigsminister takker EU for støtte til fredsproces, og hun øjner varig fred på koreansk halvø.
Fredsprocessen på Den Koreanske Halvø må ikke lide skade, hvorfor USA og Sydkorea aflyser en fælles militærøvelse, som de to lande jævnligt har holdt over en årrække.
Det meddeler forsvarsministeriet i USA, hvor forsvarsminister Jim Mattis har truffet beslutningen. Øvelsen var planlagt til december.
Situationen på Den Koreanske Halvø er "en helt anden end for et år siden", konstaterer Sydkoreas udenrigsminister, Kang Kyung-wha, på et topmøde i Bruxelles fredag.
- Dengang stod vi med vedvarende provokationer fra Nordkorea. Der var tilmed tale om en mulig militær konfrontation. I dag er vi godt på vej mod en fredelig løsning på udfordringen fra Nordkoreas atommissiler, siger hun.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, har taget æren for den positive udvikling.
Efter et historisk topmøde i sommer med Nordkoreas leder, Kim Jong-un, erklærede Trump, at alle amerikanerne igen "kan sove trygt".
- Der findes ikke længere en atomtrussel fra Nordkorea, sagde Trump, da han havde holdt møde om afrustning med Kim Jong-un.
På et asiatisk-europæisk topmøde i Bruxelles fredag anerkender 53 lande USA's rolle i konfliktløsningen. Men Trump får ingen direkte ros for sit engagement.
Det gør i stedet EU's udenrigschef, Federica Mogherini.
- Dette var aldrig sket uden den støtte, vi har fået fra Federica Mogherini, hendes hold og EU, siger Kang Kyung-wha.
Sydkoreaneren har på topmødet i Belgien orienteret de europæiske og asiatiske lande om udviklingen i fredsprocessen.
- Det har været en dejlig mulighed for os til at informere lederne om, at vi er på rette vej. Bliver vi på denne sti, får vi afrustning og varig fred på Den Koreanske Halvø, siger udenrigsministeren.
Filippinernes udenrigsminister, Teodoro Locsin, kalder "udviklingen på Den Koreanske Halvø den vigtigste nu og i fremtiden" for hele regionen.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned