USA opfordrer syriske oprørere til at danne overgangsregering

Tirsdag blev Mohammed al-Bashir udpeget som konstitueret premierminister i overgangsregeringen i Syrien frem til 1. marts 2025. Det er uvist, om der herefter vil blive afholdt valg. Foto: Omar Haj Kadour/Ritzau Scanpix

Det er uvist, hvordan Syrien fremover skal ledes, efter at præsident Assads styre blev væltet i weekenden.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den amerikanske præsident Joe Bidens administration opfordrer den sunnimuslimske militante bevægelse Hayat Tahrir al-Sham (HTS) til at danne en overgangsregering i Syrien.

Det siger to amerikanske embedsmænd og en medarbejder i Kongressen.

Oprørere under ledelse af HTS har i løbet af en kort periode opnået kontrol med en række syriske storbyer.

Bevægelsens lynoffensiv kulminerede i weekenden, hvor oprørerne tog kontrol med hovedstaden Damaskus, og Syriens mangeårige præsident Bashar al-Assad blev væltet.

Efter at styret er væltet, er det uklart, hvordan Syrien fremover skal ledes, og om Hayat Tahrir al-Sham kommer til at lede landet alene.

Bidens administration opfordrer HTS til ikke automatisk at overtage ledelsen af landet, men i stedet "føre en inkluderende proces for at danne en overgangsregering".

Kommunikationen mellem Hayat Tahrir al-Sham og foregår i samarbejde med USA's allierede i Mellemøsten - herunder Tyrkiet.

HTS har tidligere været allieret med al-Qaeda, der er udpeget som en terrororganisation af USA.

Bidens administration mener, at overgangsregeringen bør repræsentere befolkningen i Syrien og vil ikke støtte det, hvis HTS overtager kontrollen uden en formel proces, hvor den syriske befolkning vælger landets kommende ledere, siger de to amerikanske embedsmænd.

Administrationen har desuden været i kontakt med holdet omkring Donald Trump om situation i Syrien, fortæller en af embedsmændene.

Tirsdag blev Mohammed al-Bashir udpeget som konstitueret premierminister i overgangsregeringen i Syrien.

Han skal foreløbigt være fungerende premierminister frem til 1. marts 2025.

Al-Bashir har ledet den lokale regering i et mindre syrisk område, som de senere år har været under oprørsstyrkernes kontrol.

Det er uvist, om Hayat Tahrir al-Sham planlægger at afholde valg omkring 1. marts 2025.

/ritzau/Reuters