De sidste amerikanske soldater er ude af den store militærbase Victory Base Complex nær den irakiske hovedstad, Bagdad.
Det var den centrale base for USA's krigsførelse i Irak, som begyndte med invasionen i 2003.
Nu er basen på irakiske hænder.
- Victory Base Complex blev officielt overdraget til Iraks regering i morges. Basen er ikke længere under USA's kontrol, men hører under Iraks regerings fulde myndighed, siger oberst Barry Johnson, talsmand for USA's styrker i Irak.
- Der var ingen ceremoni, blot underskrifter på papirer, siger han.
Oberstløjtnant Angela Funaro, en talskvinde for styrkerne, siger, at de sidste amerikanske soldater havde forladt basen inden overdragelsen.
Hun tilføjer, at militæret nu kun mangler at overdrage fem baser til Irak.
- Alle amerikanske soldater forlod basen i aftes. Luftbasen, der grænser op til Victory Base Complex, er under USA's udenrigsministeriums kontrol, og der er stadig nogle soldater dér, tilføjer hun.
På et tidspunkt har Victory Base Complex huset flere end 100.000 mennesker, nemlig 42.000 soldater og 65.000 såkaldte kontraktansatte, altså private vagter, hjælpepersonale og andre.
USA's præsident, Barack Obama, bekræftede den 21. oktober, at USA trækker alle sine soldater ud af Irak med udgangen af 2011.
Dermed stopper et næsten ni år langt amerikansk engagement i Irak, og i den periode er flere tusinde amerikanske soldater dræbt, titusindvis af irakere er dræbt, og det har kostet amerikanske skatteydere hundredvis af milliarder dollar.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned