USA registrerer knap 5000 coronadødsfald på et døgn
Det høje antal af registrerede døde i USA det seneste døgn kan skyldes, at New York City tirsdag eftermiddag lokal tid opjusterede antallet af coronarelaterede dødsfald med yderligere 3700 til i alt 10.367. Foto: Spencer Platt/Ritzau Scanpix
Spencer Platt/Ritzau Scanpix
Det høje antal af coronadødsfald det seneste døgn i USA kan skyldes opjusterede tal fra New York.
USA har registreret hidtil flest coronarelaterede dødsfald på 24 timer.
Det viser tal fra Johns Hopkins University torsdag morgen dansk tid.
Således er 4852 personer i USA registreret døde som følge af coronavirus i tidsrummet fra klokken 05.00 onsdag til klokken 05.00 torsdag dansk tid.
I den tilsvarende periode i det forrige døgn blev der registreret 2384 coronadødsfald. Det svarer til en stigning på 103,5 procent.
USA er det land i verden, der er hårdest ramt målt på coronarelaterede dødsfald og smittetilfælde.
Samlet set er 30.844 mennesker døde i USA, mens antallet af smittede torsdag morgen lyder på 638.111. Det er næsten 30.000 flere end onsdag morgen. Der regnes desuden med et stort mørketal.
52.640 af de smittede er meldt raske igen.
I USA er New York City uden sammenligning hårdest ramt af virusudbruddet med næsten 11.000 dødsfald.
Det høje antal af registrerede døde i USA det seneste døgn kan skyldes, at New York City tirsdag eftermiddag lokal tid opjusterede antallet af coronarelaterede dødsfald med yderligere 3700 til i alt 10.367.
Det reviderede dødstal kom, efter at myndighederne besluttede at inkludere de personer, der antages at være døde som følge af Covid-19, selv om de aldrig har fået påvist smitte med coronavirus.
De 10.367 omfatter alle coronarelaterede dødsfald i New York City mellem 11. marts og 14. april.
Torsdag morgen dansk tid ligger dødstallet for millionbyen på 10.899.
På sin daglige pressebriefing onsdag sagde præsident Donald Trump, at USA's "aggressive strategi" mod coronavirusset virker.
- Kampen fortsætter, men data indikerer, at vores land har passeret toppen, når det gælder nye smittetilfælde, sagde han ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Yderligere fortalte præsidenten, at han på et pressemøde torsdag vil fremlægge retningslinjer for en genåbning af den amerikanske økonomi.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde