USA roser Palæstinas præsident

USA er glad for, at palæstinensernes præsident, Mahmoud Abbas, ikke gik ud med bål og brand, da Israel mandag afblæste sit byggestop på den besatte Vestbred.

Abbas "tilbageholdenhed bliver påskønnet", siger talsmanden for det amerikanske udenrigsministerium, Philip Crowley.

Han udtrykker samtidig skuffelse over, at Israel ikke lyttede til USA's appel om at forlænge byggestoppet i de jødiske bosættelser på Vestbredden.

Abbas sagde tidligere på dagen, at han ikke umiddelbart vil afbryde fredsforhandlingerne med Israel, som USA har brugt mange politiske kræfter på at få i gang.

Han vil i stedet rådføre sig med sin regering og de arabiske lande, før han træffer en beslutning.

/ritzau/AFP

Den amerikanske regering roser Palæstinas præsident for tilbageholdenhed og udtrykker skuffelse over, at Israel genoptager byggeriet i bosættelserne.

Offentliggjort Sidst opdateret