USA roser pressesky Modi for at stille op til spørgsmål
USA's præsident, Joe Biden, og førstedame Jill Biden mødes med Indiens premierminister, Narendra Modi, i Washington D.C. Foto: India''s Press Information Bureau/Reuters
Pressemøder er en sjælden begivenhed for Indiens premierminister, der ventes at skrive under på kampflyaftale.
En sjælden begivenhed finder sted i slutningen af Indiens premierminister Narendra Modis igangværende besøg i USA.
Den indiske premierminister stiller sig nemlig torsdag lokal tid op sammen med USA's præsident, Joe Biden, og tager imod ganske få spørgsmål fra pressen.
Modi har ifølge Reuters ikke udtalt sig talt ved et eneste pressemøde, siden han i 2014 blev premierminister. Nyhedsbureauet skriver, at han i maj 2019 deltog i et pressemøde, men aldrig tog imod spørgsmål.
Andre medier formulerer sig lidt mere tilbageholdende.
Ifølge AP er det dog sikkert, at Modi ikke har deltaget i et formelt pressemøde i "flere år".
John Kirby, der er talsmand for Det Hvide Hus på sikkerhedsområdet, siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at det er en "stor sag", at Modi stiller op til et pressemøde.
- Vi er blot taknemmelige for, at premierminister Modi deltager i en pressebegivenhed i slutningen af besøget, siger Kirby ifølge Reuters.
- Vi mener, at det er vigtigt, og vi er glade for, at han også synes, at det er vigtigt.
Pressemødets format betyder, at der vil komme et spørgsmål fra den amerikanske presse og et spørgsmål fra en indisk journalist, siger Kirby.
Det er normalt, at den slags pressemøder i Det Hvide Hus bliver koordineret stramt.
Under statsbesøget forsøger USA at styrke samarbejdet mellem de to lande i et forsøg på at skabe en modvægt til Kinas øgede globale indflydelse, skriver internationale medier.
Det gør USA, på trods af at Indiens vaklende position i forhold til Ruslands invasion af Ukraine ikke vækker begejstring i USA, skriver nyhedsbureauet AFP.
Under besøget vil der ifølge AFP blive underskrevet store aftaler mellem USA og Indien om motorer til kampfly samt droner. Det oplyser en amerikansk embedsmand til mediet. Også aftaler om halvledere samt rumfart kan være på vej.
Onsdag holdt Modi og Biden en privat middag. Torsdag modtages Modi i Det Hvide Hus efter planen med en militærhonnør.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde