USA: Rusland svigter forpligtelser til at ødelægge våbenlagre
Rusland er på den forkerte side i historien, når det gælder anvendelsen af kemiske våben i Syrien, siger den amerikanske ambassadør Robert Wood. Påstanden kommer efter nye rapporter om, at syriske soldater bruger klorgas mod civile, hvilket regeringen i Syrien afviser. Foto: Reuters/Stringer
Reuters/Stringer
Rusland er på den forkerte side i historien, når det gælder anvendelsen af kemiske våben i Syrien, mener USA.
Rusland har forsømt at leve op til sine forpligtelser som garant for, at Syriens kemiske våbenlagre bliver ødelagt, så regimet med præsident Bashar al-Assad forhindres i at anvende dem.
Det siger den amerikanske ambassadør Robert Wood, som er USA's permanente repræsentant ved nedrustningskonferencen i Genève.
Robert Wood fremsatte udtalelsen onsdag, kort før han skulle mødes med den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov.
- Rusland er på den forkerte side i historien, når det gælder anvendelsen af kemiske våben i Syrien, pointerer Wood.
Journalister bad også Wood om at kommentere rapporter om, at Nordkorea har sendt udstyr, der kan bruges til fremstilling af kemiske våben, til Syrien.
- Det er helt tydeligt, at der har været et forløb med relationer mellem Nordkorea og Syrien om komponenter til kemiske våben, siger den amerikanske ambassadør.
En endnu ikke offentliggjort rapport fra FN konkluderer også, at nordkoreanske missilspecialister er blevet set på anlæg i Syrien, hvor der bliver fremstillet våben. Det rapporterer The New York Times.
Påstandene mod Syrien kommer efter nye rapporter om, at syriske soldater bruger klorgas mod civile.
Lavrov tilbageviser de amerikanske beskyldninger. I en tale i Genève kaldte han onsdag anklagerne "absurde", og han beskyldte USA og dets allierede for "at udnytte grundløse beskyldninger mod Damaskus om kemiske våben."
Sergej Lavrov siger, at det syriske regime har elimineret kemiske våben og overladt dem til international kontrol.
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker