USA sender flere soldater for at generobre IS-hovedstad
560 ekstra amerikanske soldater sendes til Irak for at hjælpe med at generobre landets næststørste by fra IS.
USA vil sende 560 ekstra soldater til Irak for at bistå de irakiske styrker i kampen om at generobre Mosul fra den militante bevægelse Islamisk Stat (IS).
Mosul er Iraks næststørste by og Islamisk Stats de facto-hovedstad.
- Jeg er glad for at kunne fortælle i dag, at USA skal hjælpe de irakiske styrker i deres bestræbelser på at generobre Mosul ved at sætte 560 ekstra soldater ind, siger den amerikanske forsvarsminister, Ash Carter, ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Med disse ekstra amerikanske styrker giver det os en unik mulighed for at lykkes med dette på et afgørende tidspunkt.
Det ekstra mandskab vil bringe det samlede antal amerikanske militærfolk i Irak op på godt 4600.
Forsvarsministerens udmelding kommer, to dage efter at den irakiske regering annoncerede, at irakisk militær har fravristet Islamisk Stat kontrollen med den militære luftbase Qayyarah.
Den ligger i det nordlige Irak cirka 60 kilometer syd for Mosul.
Basen ses som regeringsstyrkernes springbræt til at rykke videre mod Mosul og generobre den fra den islamistiske gruppe. Det fortalte Iraks premierminister, Haider al-Abadi, lørdag.
Hovedparten af de 560 ekstra amerikanske soldater indsættes på Qayyarah-basen, hvor de vil blive sat ind "relativt snart".
Det siger den øverstbefalende for de amerikanske operationer mod IS, generalløjtnant Sean MacFarland.
- De ekstra soldater vil bidrage med en bred vifte af støtte til de irakiske sikkerhedsstyrker. Herunder hjælp til infrastruktur og logistiske kapaciteter på basen nær Qayyarah, oplyser USA's forsvarsministerium, Pentagon, i en erklæring.
Mosul har været under Islamisk Stats kontrol siden juni 2014.
Jihadisterne indtog dengang store dele af Irak og udførte grusomheder, herunder henrettelser, massebortførelser og voldtægter.
Islamisk Stat kontrollerer også områder i nabolandet Syrien, men har over det seneste halvandet år mistet en fjerdedel af de områder, gruppen kontrollerede i de to lande.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker