USA sender luftværn til Mellemøsten
Her ses et Thaad-system. Fra køretøjets lad kan systemet affyre missiler, som skyder fjendtlige projektiler ned. (Arkivfoto). Foto: Cory Payne/Ritzau Scanpix
USA sender luftværnssystemet Thaad til Mellemøsten som reaktion på de øgede spændinger i regionen.
USA skruer nu op for den militære tilstedeværelse i Mellemøsten, efter at konflikten mellem Hamas og Israel for alvor er blusset op, og en militærbase med amerikanske soldater er blevet ramt af raketter.
Lloyd Austin, som er USA's forsvarsminister, siger søndag morgen i en pressemeddelelse, at han efter drøftelser med præsident Joe Biden har besluttet sig for at sende luftværnssystemer til Mellemøsten.
- Efter detaljerede drøftelser med præsident Biden om de seneste eskaleringer fra Iran og dets stedfortræderstyrker i Mellemøsten har jeg i dag stået bag en række skridt, som skal styrke forsvarsministeriets stilling i regionen.
- De skridt skal styrke de regionale afskrækkelsesforsøg, øge beskyttelsen for vores styrker i regionen og hjælpe med at forsvare Israel, siger Austin.
Det er blandt andet luftværnssystemet Thaad, som bliver sendt afsted til Mellemøsten.
Thaad-systemet er et enormt moderne luftværn med en kraftfuld radar. Det fungerer ved at opsnappe missiler i luftrummet og skyde dem ned, før de kan ramme deres mål.
Radaren er så kraftfuld, at Kina og USA skændtes over den amerikanske udstationering af systemet i Sydkorea. Kina var bange for, at systemet gjorde, at USA kunne kigge ind i kinesisk luftrum.
Militærbaser med amerikanske styrker er på det seneste blevet gjort til mål for raketter.
Onsdag blev amerikanske styrker ramt af to forskellige droneangreb i Irak. Torsdag slog to Katjusja-raketter ned i en anden irakisk militærbase med amerikanske styrker.
Der er ikke nogen forlydender om, at nogen skulle have mistet livet i de angreb.
Det står ikke umiddelbart klart, hvem der står bag angrebene.
Men det amerikanske forsvar er i stigende grad på vagt over for væbnede grupper i Mellemøsten, som har forbindelser til Iran.
Blandt andet Hamas, som udførte angrebet i Israel 7. oktober, er støttet af Iran og har modtaget finansiering derfra. Det samme gælder den sydlibanesiske gruppe Hizbollah og den palæstinensiske gruppe Islamisk Jihad.
Alle grupperne har Israel og USA som to af deres ærkefjender.
USA har allerede øget sin tilstedeværelse i Mellemøsten med to krigsskibe. Der er tale om to hangarskibe, hvorfra landet om nødvendigt kan lancere luftangreb.
Der er også sendt støtteskibe til de enorme hangarskibe, som begge er over 330 meter lange. 2000 flådesoldater er desuden blevet udstationeret i regionen.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker