USA sender våben til Iraks kurdere
USA sender nu våben til den kurdiske hær, der kæmper mod ekstremister fra Islamisk Stat (IS) i det nordlige Irak, siger det amerikanske udenrigsministerium.
- Vi arbejder sammen med Iraks regering på meget hurtigt at sende våben til kurderne, siger talskvinden Marie Harf til CNN.
- Det indebærer, at irakerne giver deres egne våben fra deres lagre, og vi arbejder på at gøre det samme fra vores lagre, siger hun.
USA har allerede sendt kampfly og droner til det nordlige Irak for at støtte den kurdiske hærs bestræbelser på at slå tilbage mod de sunnimuslimske ekstremister, og lørdag bekræftede USA's præsident, Barack Obama, at den amerikanske luftoffensiv kan stå på i længere tid.
Beslutningen om direkte at bevæbne den kurdiske peshmerga-hær kan potentielt komplicere forholdet mellem den irakiske hær og USA yderligere. Den irakiske hær kæmper også mod Islamisk Stat, men har et anstrengt forhold til kurderne.
Men det bliver ikke et problem, fastslår den amerikanske talskvinde.
- Vi har set et hidtil uset niveau af samarbejde mellem irakiske styrker og de kurdiske styrker. Det har vi ikke set før. De hjælper hinanden, siger Harf.
Kurdernes leder, Massoud Barzani, bad søndag det internationale samfund om at sende våben, og flere europæiske lande mener ligesom amerikanerne, at forespørgslen må kommes i møde.
- Det er højst nødvendigt, at EU fra i dag mobiliserer for at svare på denne appel om hjælp, skriver den franske udenrigsminister, Laurent Fabius, til EU's udenrigspolitiske chef, Catherine Ashton.
Fabius, der netop er hjemvendt efter et besøg i Irak, hvor han mødtes med Massud Barzani, understreger "et øjeblikkeligt behov for våben og ammunition, der vil gøre kurderne i stand til at konfrontere og bekæmpe terrorgruppen Islamisk Stat."
Et lignende budskab kommer mandag fra Italien.
En EU-kilde siger ifølge det franske nyhedsbureau AFP, at unionens medlemslande senere mandag vil mødes i Bruxelles for at diskutere udviklingen i Irak.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker